Tomas revsbech |
30. november 2009
Mit kulturliv Forfatteren Pia Juul, der netop har modtaget Danske Banks Litteraturpris og er nomineret til Montanas Litteraturpris, savner, at resten af kulturlivet får lige så meget opmærksomhed, som sport får i dag
Hvad er din største kulturoplevelse?
- Det skifter. Men lige nu er det to aftener med musik af den franske komponist Olivier Messiaen, som jeg oplevede på Oremandsgaard Kammermusikfestival i sommer. Generelt har jeg næsten altid større eller mindre forbehold over for selv mine største kulturelle oplevelser. Men ikke i det her tilfælde. Her overgav jeg mig for en gangs skyld og lod mig rive med af oplevelsen, hvor man sad i et lille lokale med levende musik, og hvor man mere eller mindre var tvunget til at koncentrere sig 100 procent om musikken. Det var både en smuk og meget intens oplevelse.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?- Dorit Willumsens erindringer "Det søde med det sure". Det er en bog, der lægger sig i forlængelse af alle hendes andre bøger, og jeg glæder mig, hver gang der kommer en ny bog fra hende. Og den her blev jeg glad for, fordi den indfriede alle mine høje forventninger. Erindringer er normalt en genre for sig, hvor resultatet ikke altid ender lige heldigt. Men i Dorrit Willumsens tilfælde er det stor litteratur. Bogen er et både smukt og morsomt selvportræt og tidsbillede. Hun er meget poetisk, men har også en skæv vinkel på verden og tilværelsen, der gør hendes bøger sjove at læse.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
- Hvis jeg skal nævne en enkelt, så er det Agnes Henningsens samlede erindringsværk. Det består af otte bind og går for at være erindringer, men er i virkeligheden en slags romaner. Det første bind, "Let gang paa jorden", gjorde størst indtryk. Jeg var tyve år, da jeg læste den, og havde overhovedet ikke læst hendes bøger før. Men den slog benene væk under mig og fik mig til at læse resten af bøgerne.
- Det er en fantastisk historie, også fordi den handler om at være kvindelig forfatter i en tid, hvor ligestillingen stadig ikke var slået igennem. Den er også et stykke kulturhistorie, fordi kunstnere som Herman Bang og Georg Brandes er med. Sidst, men ikke mindst, så skriver hun godt, og det er faktisk hende, der mere eller mindre lærte mig at skrive.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
- Jeg bliver nødt til at anbefale en bog. Det er Mette Moestrups "Jævnet med jorden". Den er både sjov og meget alvorlig, men samtidig meget usædvanlig i en blanding af alt muligt i 68 afsnit om kvinder før og nu – og om bindingsværk. Og ål! Det er egentlig svært at forklare her, hvad den handler om. Jeg vil i stedet opfordre til, at man læser den. Den er lige til at gå til og kan læses af alle.
Hvad betyder kultur for dig?
- Hvis man udelukkende betragter kulturlivet som noget, der har med kunst og kunstarter at gøre, så betyder det utroligt meget for mig, uden at jeg normalt tænker ret meget over det. Men man er altid bange for, at nogen vil spare på kulturen, eksempelvis på biblioteksområdet. Man taler meget om at skabe nye store biblioteker, men det betyder, at der er mange små biblioteker, der forsvinder. Og med dem går utrolig meget viden, litteratur og et kulturliv i sig selv tabt. Det er her, man mødes og falder i snak med folk eller læser dagens avis eller en god bog frem for at sidde langt væk fra biblioteket derhjemme og bestille bøger over sin computer. Det mener jeg er et kulturtab.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse for- tjener mere opmærksomhed?- Kulturlivet kunne godt få mere plads i offentligheden og medierne. Jeg har altid undret mig over, at sportsområdet har sit eget indslag i næsten alle nyhedsudsendelser. Hvorfor kan kulturen ikke have sit eget indslag, når sporten kan? Og her mener jeg ikke, når børn, provokatører eller en mand uden arme har malet et billede. Når de, som rent faktisk bruger hele deres liv på kultur, laver noget, så kommer det ikke i tv-nyhederne. I Sverige og Norge har de simpelthen et tv-program der hedder kulturnyt. Hver dag.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?- Jeg er dårlig til billeder og billedkunst. Og ballet keder mig. Men det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om det. Jeg har flere gange oplevet, at hvis jeg har kyndige folk ved min side, så lykkes det alligevel for mig at få noget ud af det.
revsbech@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad