Den brasilianske skuespiller Rodrigo Santoro (tv.) og den ukrainske skuespiller Olga Kurylenko medvirker i filmen om Opus Dei. -
- Reuters/Scanpix.
Andreas Rude |
1. december 2009
Tre år efter filmatiseringen af Dan Browns bestseller "Da Vinci Mysteriet", der havde Opus Dei i skurkerollen, er en venligsindet film om den omstridte bevægelses grundlægger på trapperne
Vi skal tilbage til 1930'ernes Spanien i skyggen af den spanske borgerkrig til et drama om kærlighed og had, venskab og forræderi. Det lyder måske svulstigt, men det er også historien om Josemaría Escrivá de Balaguer (1902-1975), der grundlagde Opus Dei i 1928, og som blev helgenkåret af pave Johannes Paul II i 2002.
Filmen, der har titlen "There Be Dragons" (Her er drager), handler ifølge instruktøren, den Oscar-nominerede Roland Joffé, om, hvad det betyder at være en helgen i dag, og om hvordan mennesker finder mening i deres liv. Joffé betegner sig selv som "en slatten ateist", men fortalte New York Times, at han var meget inter-esseret i at lave en film "der tog religion alvorligt på dens egne præmisser og ikke spillede et spil med en tilgang til religion, der benægtede dens gyldighed."
Filmen er optaget i Argentina og Spanien, har et budget på 35 millioner dollar og er delvist finansieret af medlemmer af Opus Dei. Joffé afviste dog det oprindelige manuskript og fik frie hænder til at forfatte sit eget, der ikke så meget er en biografi over Escrivá, men snarere væver elementer af hans liv ind i en fiktiv historie.
Heri besøger en nutidig spansk journalist sin døende far, Manolo, og opdager, at faderen var bardomsven med Josemariá Escrivá, men at deres anspændte venskab blev afbrudt i årene op til den spanske borgerkrig, da Escrivá gik i kirkens tjeneste, mens Manolo blev soldat. Under borgerkrigen bliver Manolo forelsket i den smukke ungarske revolutionær Ildiko, som dog afviser ham til fordel for den tapre militsleder Oriol. Den forsmåede Manolo forråder som hævn sine fæller, men senere krydses hovedpersonernes veje igen på en måde, der giver håb om tilgivelse og forløsning.
Opus Dei kan være godt tilfreds med, at Roland Joffé har sagt ja til at instruere filmen. I film som "The Killing Fields" (1984) om folkemordet i Cambodja i 1970'erne og i "The Mission" (1986) om en gruppe jesuiterpræster i Latinamerika i det 18.århundrede har han tidligere vist evne til at lave spændende film med dybe eksistentielle temaer. Og for Opus Dei, der er kendt som en konservativ og elitær organisation, gavner det filmens troværdighed, at Joffé er kendt for sine venstreorienterede sympatier.
Senest Opus Dei var i ilden, var med filmatiseringen af Dan Browns roman "Da Vinci Mysteriet", hvor den blev fremstillet som en morderisk og magtbegærlig sekt. Mange af bevægelsens over 80.000 medlemmer fordelt på mere end 90 lande ser derfor givet Joffés film som et svar på "Da Vinci Mysteriets" fortegninger.
Men det er også helt sikkert, at forventningerne til en positiv skildring af Opus Dei og dets grundlægger, der var tæt forbundet med Franco-tidens Spanien, og hvis fromme ildhu er ude af trit med et moderne, liberalt samfund, vil få kommentatorer og anmeldere til at spidse pennen en ekstra gang op til filmens premiere til næste år. Er man til konspirationsteorier, skulle der være rigeligt at komme efter, ikke mindst fordi Joffé selv har afvist, at han laver en propagandafilm, uden at nægte, at han er blevet fascineret af filmens hovedperson.
- En af de ting, der imponerede mig ved Josemaría var, at han så hellighed som noget, der ikke krævede, at man trak sig tilbage til en munkeorden, eller at man var præst, men at hellighed og hellige gerninger kan udføres af ganske almindelige mennesker i deres hverdagsliv, har Joffé sagt til Reuters.
Med undtagelse af Derek Jacobi og Geraldine Chaplin, der har små roller, er de medvirkende i "There Be Dragons" relativt ukendte. Men kombinationen af en kendt instruktør, ukendte skuespillere og et religiøst tema har før vist sig kraftfuld. Bare tænk på Mel Gibsons "The Passion of the Christ" (2004).
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad