Venskab kræver uvenskab. Noget i den retning er moralen i "Kunst" af verdens angiveligt for tiden mest spillede kvindelige dramatiker, franske Yasmina Reza.

Stykket, der i Solveig Weinkouffs iscenesættelse opføres på Svalegangen i Århus og senere skal på turné, har komediens form, men ikke dens sigte. "Kunst" vil dybere. Det morsomme er alvorligt ment. Letheden skal rumme tyngde – og elegancen drøje sandheder.

Men Svalegangens udgave er først og fremmest rent underholdende. Det lette er let.

Udløsende for handlingen er købet af et hvidt maleri til 200.000 franc. Det er Serge, der har brugt de alt for mange penge på det alt for meget hvide. Som hans ven Marc - eller hvad han er - bemærker: Er man ligeglad med, at ens ven begår en dumhed, er man også ligeglad med vennen. Dette er signalet til et opbrud fra "ligegladheden", det vil sige fra falsk harmoni mellem tre mænd i begyndelsen af 30'erne - og i begyndelsen af velbjærgetheden. Venner har de været lige siden ungdommen. Men tilsyneladende har de gjort for flittig brug af det gulvtæppe, som man fejer det upassende ind under. Stykket forholder sig kun perifert til billedkunst, men indgående til venskabets kunst, eller til dets forudsætning: ærligheden. Opgøret om det fatale billede bliver for de to af mændenes vedkommende også et indbyrdes - ærligt - opgør, hvor de får det imod sig, som de ikke har fået med sig, alle de uudtalte modsætninger og konflikter.