Ethvert europæisk land har sin særlige symboler eller emner, som bruges til at ramme de europæiske muslimer. I Frankrig er det hovedtørklædet og burkaen, i Tyskland moskéerne, i Storbritannien volden, i Danmark nogle tegninger, i Holland homoseksualitet – og så fremdeles.

Det er vigtigt at se om på den anden side af disse symboler og forstå, hvad det virkelig er, der sker i Europa generelt og i Schweiz konkret: Mens de europæiske lande og borgere gennemgår en reel og dyb identitetskrise, er muslimernes nye synlighed problematisk – og skræmmende.

I det samme øjeblik, da europæerne må spørge sig selv i en globaliseret verden med stor migration: "Hvad består vores rødder i?", "Hvem er vi?", og "Hvordan vil vores fremtid forme sig?", ser de omkring sig nye borgere med nye hudfarver og nye symboler, som de er uvant med.

I løbet af de forgangne to årtier er islam blevet sat i forbindelse med så mange kontroversielle debatter - vold, ekstremisme, ytringsfrihed, kvindediskrimination og tvangsægteskab for blot at nævne nogle af dem - at det er svært for almindelige borgere at tage denne nye muslimske tilstedeværelse til sig som en positiv faktor. Der er megen frygt og en mærkbar mistillid. "Hvem er de?" "Hvad er det, de vil?" Og disse spørgsmål fyldes med yderligere mistro, når forestillingen om, at islam er en ekspansionistisk religion, bliver intoneret. Ønsker disse mennesker at islamisere vort land?

Netop denne frygt og disse beskyldninger gav næring til kampagnen mod minareterne. Vælgerne blev draget mod sagen med en manipulerende appel til udbredte frygt og følelser i befolkningen. Plakater viste en kvinde i burka og minareter tegnet som våben på et koloniseret schweizisk flag. Det blev påstået, at islam er grundlæggende uforeneligt med schweiziske værdier (SVP har tidligere krævet mit statsborgerskab ophævet, fordi jeg forsvarede islamiske værdier for åbent).

Mediestrategien var simpel, men effektiv: Provokér kontrovers, hvor som helst der kan oppiskes en stemning. Spred en følelse af at være ofre blandt schweizerne: Vi er under belejring, muslimerne koloniserer os lige så stille, og vi mister selve vore rødder og vor kultur. Strategien virkede. Det schweiziske flertal sender med afstemningen en klar besked til deres muslimske medborgere: Vi stoler ikke på jer, og for os er den bedste muslim én, vi ikke kan se.

Hvem har skylden? Jeg har i årevis sagt til muslimerne, at de er nødt til at være synlige på en positiv måde, aktive og initiativrige inden for hver deres vestlige samfund. I Schweiz har muslimer i de seneste måneder bestræbt sig på at gemme sig bort for at undgå sammenstød.

Det ville have virket bedre at skabe nye alliancer med alle de mange schweiziske organisationer og politiske partier, som tydeligvis var imod forslaget. Schweiziske muslimer har deres andel af ansvaret, men det må tilføjes, at de politiske partier i Schweiz og resten af Europa er blevet kuede og viger tilbage fra enhver modig politik hen imod religiøs og kulturel pluralisme.

Det er, som om populisterne lægger tonen, og resten følger efter. De undlader at fastslå, at islam i dag er en schweizisk og en europæisk religion, og at muslimske medborgere i vidt omfang er integrerede. Og at vi står over for fælles udfordringer såsom arbejdsløshed, fattigdom og vold; udfordringer, som vi sammen må løse. Vi kan ikke give populisterne skylden alene. Svigtet er bredere og handler også om mangel på mod hos partierne og en snæversynet mangel på tillid blandt borgerne til deres nye muslimske medborgere.

udland@kristeligt-dagblad.dk

© TARIQ RAMADAN OG GLOBAL VIEWPOINT

Tariq Ramadan er schweizisk statsborger og professor i moderne islamstudier ved Oxford Universitet. Hans seneste bog er "Det, jeg tror på".

Oversat af Sara Høyrup