Pårørende til døde risikerer at få store problemer med at finde tid til begravelsen, hvis skoler flytter konfirmationsforberedelsen fra morgen til eftermiddag. Sådan lyder bekymringen blandt bedemænd i Lyngby-Taarbæk Kommune, fordi et flertal i kommunalbestyrelsen og børneudvalget på opfordring af ni skoler vil rykke konfirmationen – blandt andet fordi eleverne i forvejen har svært ved at nå gennem pensum.
Dermed slutter bedemændene sig til den massive kritik, der allerede er rejst mod skoler og lokalpolitikere i Lyngby-Taarbæk. Som Kristeligt Dagblad skrev i går, er de borgerlige partier på Christiansborg stærkt imod skolernes ønske, og undervisningsminister Bertel Haarder (V) opfordrer kraftigt skolerne til ikke at lægge konfirmationsforberedelsen om eftermiddagen.
Ifølge tre bedemændsfirmaer bliver det vanskeligt at finde tid til begravelser, hvis kommunens præster skal bruge to eftermid-dage om ugen på at terpe bibel-historier og konfirmation med skoleelever. I et åbent brev til kommunen bakker de tre firmaer Elholm Begravelse, Lyngby Begravelsesforretning og Lyngby Begravelses- og Ligkistemagasin derfor op om et høringssvar fra kommunens præster:
- En stor del af begravelserne finder nu sted om eftermiddagen, idet pårørende begrunder deres valg af tidspunkt om eftermiddagen med dels tilrejsende fra provinsen eller udlandet og dels ønsket om arbejdskollegers deltagelse i mindehøjtideligheden, skriver bedemændene og fortsætter:
- Hvis to eftermiddage om ugen blokeres for begravelser i Lyngby-Taarbæk Kommune, da næsten alle præster i det tidsrum vil være optaget af konfirmationsforberedelse, vil det betyde store vanskeligheder og besværligheder for imødekommelse af vores kunders ønsker og en klar serviceforringelse for vores fag, skriver bedemændene.
Alligevel holder et flertal i kommunens børneudvalg fast ved, at skolernes ønske er vigtigere end præsters og bedemænds problemer med at få det kirkelige skema til at hænge sammen.
- Skole og kirke bør snakke sig til rette og finde en løsning. Men kan det ikke lade sig gøre, er jeg tilbøjelig til at prioritere skolernes ønske. Jeg kan sagtens se, at det giver logistiske problemer for kirkerne. Men jeg er sikker på, at det er bekymringer, man kan planlægge sig ud af, siger formand for børneudvalget i Lyngby-Taarbæk, Sofia Osmani (K).
- Skolernes undervisning er meget mere fleksibel i dag end tidligere, eleverne sidder ikke ved bordet fra klokken 8 til 15, og det må kirken også tilpasse sig, siger hun og understreger, at spørgsmålet trods flertallets opbakning deler vandene både i den konservative kommunale gruppe og i kommunalbestyrelsen.
Bedemændenes bekymring deles af kolleger og præster flere andre steder i landet. Hastrupskolen i Køge Kommune ønsker konfirmationsundervisning rykket med den begrundelse, at konfirmation er en fritidsbeskæftigelse, man kan melde sig til på linje med fodbold eller musikundervisning. På længere sigt ville den model medføre et fald i antallet af konfirmander, mener sognepræst Christina Smith fra Herfølge Kirke, Køge.
- Men vores største bekymring i et stort sogn med ni konfirmandhold er, hvornår vi så skal lægge vores bisættelser. Vi har ikke tradition for, at folk stiller til bisættelse klokken otte om morgenen. Og hvad med tilrejsende familie og kolleger, som er på arbejde, og som gerne vil deltage? siger hun.
Begravelser først på dagen behøver dog ikke at være et problem. Det fortæller Hanne Riis, ejer af begravelsesfirmaet Bedemanden på Frederiksberg, hvor konfirmationsforberedelsen i årevis har ligget om eftermiddagen.
- Vi sørger for at lægge begravelserne mellem klokken 11 og 14 inden præstens konfirmationsforberedelse. Og jeg har aldrig oplevet, at det har været et problem for pårørende eller deres kolleger at nå frem, siger hun og tilføjer:
- Der foregår konstant noget i kirkerne i dag – babysalmesang og alle mulige andre aktiviteter. Så det er bare vilkårene, at det er svært at finde plads til bisættelser. Men vi klarer det fint.
johansen@kristeligt-dagblad.dk