Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Scientologys omstridte brochure til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Scientologys omstridte brochure

Scientology logo på organisationens bygning på Jernbanegade i København. -

- Ty Stange/Scanpix Denmark

Kommenter Hold mig opdateret

Fagfolk kritiserer Scientology, fordi organisationer under den omstridte organisation underviser skolebørn og unge i faren ved at indtage illegale stoffer og under den hat også ritalin - en receptpligtig medicin til børn med ADHD

700.000. Så mange informationshæfter om narkotika har foreningen Sig Nej til Stoffer, Sig ja til Livet ifølge dem selv delt ud til børn og unge på skoler, diskoteker og andre steder siden 2000. Foreningen er startet af en gruppe scientologer og støttes af Scientology. Ifølge foreningen har den været ude på flere skoler for at undervise børn og unge i de skadelige konsekvenser af at ryge hash eller tage kokain og andre former for narkotika, ligesom den har delt mange brochurer ud til unge i nattelivet.

Det fortæller Anna Tobies, scientolog og daglig leder af foreningen. Hun kom selv i kontakt med Sig Nej til Stoffer, Sig ja til Livet, da den i sin tid var ude på hendes skole, og nu har hun været med i foreningen i ni år. Hun fortæller, at det er tidligere narkomaner – scientologer som ikke-scientologer – der holder foredragene på skoler.

- Det foregår ved, at skoler ringer til os og inviterer os. Men vi går mest ud på gader og stræder med vores informationshæfter - i butikker og på diskoteker, siger Anna Tobies.

Annonce
Et af de 11 hæfter, som foreningen deler ud, handler om ritalin. Det er den medicin, som 7178 børn mellem 5 og 14 år får, fordi de har en ADHD-diagnose - også kaldet damp. 2789 unge mellem 15 og 19 er i behandling med medicinen, viser tal fra Lægemiddelstyrelsen. Foreningen Sig Nej til Stoffer, Sig ja til Livet og også søsterforeningen Narconon, et behandlingscenter baseret på stifteren af Scientology L. Ron Hubbards metoder, er stærk modstander af psykofarmaka – herunder ritalin. De mener, at ritalin er farligt, hvis det misbruges og eksempelvis sniffes. Og det er også farligt i sin almindelige form som receptpligtig medicin. For de mener, medicinen kan føre til "destruktiv" opførsel - og desuden er sygdommen damp en "givtig opfindelse", står der i informationshæftet.

- Vi har et hæfte om ritalin, fordi mange pushere videresælger ritalin. Og så er det et farligt stof i sig selv. Vi tager ikke ADHD op som et emne på skolerne. Men vi tager ritalin op, da stoffet stort set er det samme som amfetamin, og det er et af de stoffer, der misbruges rigtig meget i nattelivet, siger Anna Tobies.

Ifølge hende, siger Sig Nej til Stoffer, Sig ja til Livet ikke til børn, at man ikke skal tage sin ritalin eller antidepressiver:

- Men vi fortæller om, hvad det gør ved kroppen. Ritalin har eksempelvis alvorlige bivirkninger og kan lede til psykoser og skader på lever og nyre. De får en bred information, og så må de med deres forældre tage stilling til, om de vil fortsætte med at tage ritalin, siger Anna Tobies, der understreger, at foredragene hovedsageligt handler om illegale stoffer.

Hverken hun eller Ole Thiemer, lederen af Narconon, vil oplyse, hvilke skoler de har undervist på.

- Vi tager af og til ud og holder foredrag på folkeskoler og privatskoler - omkring seks til otte skoler om året. For år tilbage sendte vi breve og materiale ud til skoler om vores tilbud. Det er vi stoppet med. Men nogle skoler henvender sig stadig, ligesom nye hører om os, fortæller Ole Thiemer, der selv har været stofmisbruger.

Han understreger, at hans organisation, Narconon, ikke som udgangspunkt tager ritalin op. Men han har oplevet børn og lærere, der af sig selv har bragt det på bane.

- Så taler vi om det. Man kan godt fortælle, at løsningen ikke er medicin. For der er en grund til, at en person har en sygdom eller en forstyrrelse. Medicin er bare et plaster på såret. Personligt synes jeg, det er fuldstændig vanvittigt at fylde børn med ritalin og andet medicin, der ikke er livsnødvendigt, siger Ole Thiemer.

Ifølge ham ved alle skolerne, at foreningen bruger L. Ron Hubbards metoder.

Kigger man på materialet - eksempelvis fra Sig Nej til Stoffer, Sig ja til Livet - skal man dog lede længe, før navnet Scientology dukker op. Man skal bladre helt om på bageste side i hæfterne for at finde ud af, at foreningen støttes af Scientology. Og det står heller ikke på organisationens hjemmeside, under "Om Os", hvor man normalt finder sådanne informationer.

Scientology er tidligere blevet beskyldt for at fremstille et forkert billede af psykiatrien - sidst ved Medborgernes Menneskerettighedsorganisations udstilling "Psykiatri - Hjælp eller Død" sidste år.

Flere fagfolk sætter nu spørgsmålstegn ved, om organisationer med stærk tilknytning til den omstridte organisation Scientology overhovedet skal undervise i narkomisbrug.

- Det er sundt og vigtigt at diskutere konsekvensen af at ryge hash eller tage ecstasy og andre stoffer og undervise i det, hvis man har en viden om det. Men det har scientologer ikke. Spørgsmålet er, om vi synes, det skal være en sekt, der underviser i den offentlige folkeskole? spørger Anne Worning, direktør i ADHD-foreningen.

Dr.med. Anders Fink-Jensen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, finder det "yderst problematisk", at organisationerne går ud og advarer mod medicin, som læger ordinerer mod ADHD.

- Ingen fagfolk vil sidestille hash og andre stoffer med ritalin. Det er en underlig rodebutik. Det ville tjene dem at melde klart ud, hvad deres budskab er, siger han og fortsætter:

- Det er fint at have diskussionen om narkomisbrug. Men det er et problem, at de påvirker børn på ritalin. For det kan være meget svært for børn at overskue, om det er rigtigt, det de får at vide. ADHD er beskrevet over en årrække, og hvis man får lavet en diagnostisk afklaring, er der dokumenteret effekt ved behandling med ritalin, siger han.

Ifølge Per Hove Thomsen, overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov, er det betænkeligt, at organisationerne kritiserer en gængs behandlingsmetode - brugen af ritalin.

- Det er uheldigt, hvis børn og unge stopper med at tage ritalin uden at aftale det med forældrene og behandleren. For et af de store problemer er, hvis børn i behandling ikke tager medicinen. Deres risiko for at få en skæv løbebane og et misbrug er nemlig større, end hvis de er i behandling. Desuden vil problemerne med koncentration og sociale problemer vende tilbage, siger han.

Men selvom psykiaterne stiller sig kritiske over for Scientologys metoder, fremhæver forældreorganisationen Skole og Samfund, at det må være op til hver enkelt skole, om den vil lukke organisationerne inden for skolens døre.

- Jeg har tillid til, at skolen og skolebestyrelsen går i dybden med at finde ud af, hvad det er for et materiale, og hvem afsenderen af materialet er, siger formand Benedikte Ask Skotte.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​