3. december 2009
Klokkeringning i forbindelse med klimatopmødet er et byfænomen, lyder det fra præster og menighedsråd i Haderslev-området
Skal der være en særlig ringning med kirkeklokkerne den 13. december i forbindelse med klimatopmødet?
I mange kirker i byerne er svaret ja, men bevæger man sig ud på landet er billedet et andet.
Ikke alle steder har menighedsrådene taget stilling til spørgsmålet, og de steder, hvor de har, siger de fleste nej. Det viser en rundringning, JydskeVestkysten har lavet i Haderslev- og Vojens-områderne.
Nemmere i byerneMaugstrup Sogn er et af de steder, hvor kirkeklokkerne kommer til at stå stille den 13. december.
- Menighedsrådet siger nej, men jeg tror også, at en sådan sag er nemmere at sige ja til i byerne, siger sognets præst Lykke Wester til JydskeVestkysten.
Samme holdning har sognepræst Carsten Vigsø fra Vedsted Sogn.
- Det er vist noget, der mest foregår i byerne. Vi har ikke taget stilling herude, men hvis menighedsrådet vil ringe med klokkerne, har jeg ikke noget imod det, siger han.
Religion og politik for sigI Fjelstrup Sogn vil der heller ikke blive ringet 350 gange med kirkeklokkerne.
- Man vil gerne holde religion og politik adskilt, siger sognepræst Susanne Madsen, der synes, at spørgsmålet er svært:
- Går man med, bliver man beskyldt for at politisere kirken. Siger man nej, er man en sur mokke, der ikke tænker på miljøet, siger hun.
I Nustrup Sogn er der heller ikke tilslutning til den særlige klimaringning.
- Det med at kirkerne kan deltage, er lidt hysterisk kørt op, så det har vi ikke meldt os til, siger sognepræst Christian Munch.