1 / 4
Når verdenslederne snart kommer til København til klimatopmødet, vil de i lufthavnen blive mødt af plakater med aldrende udgaver af ledere som amerikanske Barack Obama, tyske Angela Merkel, russiske Dimitrij Medvedev og brasilianske Lulu, der alle beklager, at de ikke kunne enes om en klimaaftale. Plakaterne, som miljøorganisationen Greenpeace og organisationen tcktcktck.org står bag, er en opfordring til at lave en bindende klimaaftale i København. --
- Christian Aslund/EPA/Scanpix.
Michael Ehrenreich |
4. december 2009
Den globale opvarmning er en alvorlig trussel, og der må tages skridt til at bremse den. Vi kan ikke løbe risikoen ved at lade være
BEGREBET "TOPMØDER" kom for alvor på mode, da lederne fra USA og det daværende Sovjetunionen begyndte at mødes. Eftersom der var tale om to supermagter, blev møderne fulgt med enorm opmærksomhed, og man sagde ligefrem, at når der var topmøde, gjorde resten af verden holdt og gik i stå.
Siden gik der inflation i begrebet. I vor tid holdes der topmøder i forskellige sammenhænge flere gange om måneden, og opmærksomheden er dalet tilsvarende. Mange af dem foregår relativt upåagtet, og for klodens befolkning fortsætter livet sin vante gang – stort set upåvirket af disse mange topmøder.
Klimatopmødet, der begynder på mandag i København, skiller sig ud fra mængden. Det bliver for det første globalt i sit omfang med et rekordstort antal tilmeldte lande under FN's auspicier. For det andet er også emnet af global rækkevidde. Skal man tro grundlaget for, at topmødet overhovedet finder sted, kan næsten ingen egne på kloden sige sig fri fra at blive påvirket af truslen fra den globale opvarmning. For det tredje bliver klimatopmødet den foreløbige kulmination på en udvikling, der i løbet af få år er gået fra stilfærdige advarsler til rene dommedagsprofetier. Fra alle sider bombarderes vi med forudsigelser om jordens snarlige undergang, hvis vi ikke følger utallige råd om at ændre livsform. Ofte er rådene indbyrdes modstridende.
Debatten er skarp, og for begge yderfløje er klimasagen nærmest blevet en ny religion. Den ene fløj sluger dommedagsscenarierne råt og forlanger, at alle andre retter ind. Den anden yderfløj, der er i klart mindretal, benægter fakta, stirrer sig blind på den mindste videnskabelige usikkerhed og råber bedragere efter flertallet.
Efterhånden som polariseringen er taget til, er debatten blevet mere og mere uoverskuelig, fordi videnskab og politik blandes i én pærevælling. Derfor er det nødvendigt at skille begreberne ad.
PÅ DEN VIDENSKABELIGE front er situationen den, at langt størstedelen af forskerne i FN's klimapanel mener, at verdens klima forandres, og at konsekvenserne er uoverskuelige. De er overbeviste om, at klimaændringerne for en stor dels vedkommende er menneskeskabte på grund af drivhusgasser fra blandt andet fossile brændsler.
Et mindretal af forskerne er skeptiske og kaldes derfor klimaskeptikere. De mener, at klimaændringernes temperaturstigninger har naturlige forklaringer, eller at beviserne på stigninger i gennemsnitstemperaturerne over tid ganske enkelt ikke holder vand.
Disse to lejre blandt forskerne bliver nok aldrig enige, og det skal de for så vidt heller ikke. Det ligger i forskningens natur, at man holder på sit, indtil det modsatte er uigendriveligt bevist. Og det kan vare mange år, måske en generation eller to, før der er så megen viden til rådighed på klimaområdet, at striden kan afgøres.
Politik er noget ganske andet. I den branche drejer det sig om at handle på dét grundlag, der er til rådighed på et givet tidspunkt. Dette beslutningsgrundlag består ofte af meget andet end videnskabelige oplysninger. Værdier, krav fra opinionen, tendenser i tiden, nationale og internationale magtforhold spiller ind – for bare at nævne nogle få elementer.
Beslutningsgrundlaget er ikke altid rationelt. Tværtimod er politikere ofte nødt til at handle, før en videnskabelig bevisførelse foreligger. Handler de ikke på forkant, kan konsekvenserne blive svære at leve med, fordi den videnskabelige afklaring tager uforholdsmæssig lang tid.
Det ansete tidsskrift The Economist trækker i sit seneste nummer en parallel fra klimasagen til Sydafrika. Situationen i det afrikanske land vil også være Kristeligt Dagblads læsere bekendt, eftersom vi skrev om den i avisen sidste fredag i to baggrundsartikler.
Da aids dukkede op, gik videnskaben i aktion, og langsomt lykkedes det at isolere dén virus, der spredte sygdommen. På dette grundlag udvikledes en vaccine, som har dæmpet aids-truslen dramatisk. En række videnskabsmænd nægtede imidlertid at acceptere forskningsresultaterne, og nogle politikere brugte det som påskud til ikke at foretage sig noget. Desværre var én af dem den daværende sydafrikanske præsident Thabo Mbeki.
Vi gentager lige tallene fra avisen i fredags: alle sorte familier i Sydafrika er i dag berørt af hiv/aids. 18 procent af den voksne befolkning er smittet med hiv. I 2008 døde over 300.000 mennesker af sygdomme forårsaget af hiv.
Flere hundredtusinde mennesker kunne formentlig være blevet reddet, hvis Mbeki og hans rådgivere havde accepteret sammenhængen mellem hiv og aids, og hiv-smittede var blevet behandlet med livsforlængende medicin. Men det skete ikke, fordi man vendte det døve øre til flertallet af forskerne på aids-området og i stedet lyttede til nogle andre.
OGSÅ PÅ KLIMAOMRÅDET kan man altid finde forskere, der støtter et bestemt grundsynspunkt. Det sker i rigt mål i disse dage, men det bør høre op senest på mandag. Sagen er overdraget til politikerne, og på topmødet må de handle på det grundlag, de finder fornuftigt.
Denne signatur mener – i øvrigt helt på linje med The Economist – at den globale opvarmning er en alvorlig trussel, og at der må tages skridt til at bremse den. Vi kan ikke løbe risikoen ved at lade være. Jo længere tid, der går, jo større bliver risikoen for store dele af klodens befolkning. Mange af dem bor i forvejen i meget fattige og udpinte egne.
At klimadebatten ind i mellem har religiøse overtoner bør ikke fjerne opmærksomheden fra problemets kerne, nemlig at verdens klima er under forandring. Tværtimod kan den lange række af advarsler måske være fødselshjælper for den folkelige mobilisering, der bliver helt nødvendig for at vende udviklingen.
Kan klimatopmødet desuden blive starten på en proces mod en grønnere verden, hvor rovdriften på jordens ressourcer bremses, miljøbelastningen bringes under kontrol, og den evige jagt på endnu flere materielle værdier tøjles, vil det såmænd ikke være så ringe endda.
Derfor skal der herfra lyde et ønske om god, bæredygtig vind til Lars Løkke, Connie og Lykke. De får brug for det som værter for verdens vigtigste topmøde.
ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad