Nogle mener, at fattigdommen er udryddet i Danmark. Velfærdssamfundet sikrer, at ingen behøver at undvære mad, tøj, bolig og flere andre fornødenheder. Goder, som mange mennesker i udviklingslande stadig kun kan drømme om. Problemet er, at fattigdom defineres alt for snævert her. Enhver, der går en tur i en større by, kan ved selvsyn konstatere det: Fattigdom findes stadig. Hvad enten det er narkomanen, der tigger om penge til endnu et skud narko, østeuropæeren, der spiller harmonika på togstationen, eller den gamle kone, der samler flasker for at få pant. Og det er endda kun overfladen af problemet. På flygtningecentre, på plejehjem og i faldefærdige husmandssteder på landet sidder masser af mennesker, der kun kan kaldes fattige.

Det mærkværdige er, at regeringer uanset farve har så stor uvilje mod at tale om fattigdom som et virkeligt problem. Mens oppositionspartier modsat gerne vil tale om fattigdom. Man kan kun gisne om årsagen til, at det forholder sig sådan. Et bud er, at enhver opposition mener at kunne belaste enhver regering ved at tale om de fattige – underforstået, at det er regeringens skyld, hvis der er mange, eller hvis tallet stiger. Så enkelt er det selvfølgelig aldrig, men både regering og opposition burde have en indlysende interesse i, at fattigdom kortlægges så præcist som overhovedet muligt. Det giver det bedste udgangspunkt for at debattere problemet og gøre noget ved det. Desuden får man en mulighed for at følge fattigdomsudviklingen. Bliver der flere eller færre, og hvordan går det med ligheden og uligheden i samfundet? Den slags spørgsmål kan man få et langt klarere svar på med en officiel fattigdomsgrænse.