Lad os slippe for de klimaklokker. Klokker skal ringe for et langt større håb

SELVFØLGELIG ER klokkeringning for klimaet noget pjat. Og det er det også, selvom eftertiden skulle vise sig at give de mest pessimistiske klimaprofeter ret.

Set gennem forruden er den sag nemlig på ingen måde så selvindlysende, at hele befolkningen er samstemt i en følelse af afmagt over for katastrofen. Dertil er der alt for forskellige signaler om årsagerne til klodens opvarmning. Ekstraordinær katastrofeklokkeringning giver kun mening, når hele landet "stander i våde". Klokkeringning må ikke få karakter af at være et trut i hornet for den ene side af en politisk debat.

NU ER DER som bekendt mange, der gør alt for at overbevise os om, at sagen er selvindlysende. Den menneskelige påvirkning af miljøet har hinsides al tvivl bragt os på randen af den store katastrofe. Men trods majoriteten af disse stemmer har det ikke helt været muligt at overhøre andre stemmer. Højt estimerede forskere har med jævne mellemrum luftet muligheden af andre hovedårsager til opvarmningen end de menneskeskabte. Og mere selvindlysende er sagen ikke blevet af, at man tidvis har fået indtryk af en vis undertrykkelse af de alternative røster.

Når det er sagt, vil jeg til enhver tid ønske klimakonferencen held og lykke med at blive enig om reduktion af CO2-udslippet. Hovedårsag eller ej til den nuværende opvarmning – en dag kan det måske meget vel tænkes at blive en hovedårsag til noget endnu værre, hvis udslippet fortsætter uhindret.

VED EN NYLIG afviklet konference om skabelse og klima mødte jeg en gammel kending – en forsker, som også er medspiller ved klimakonferencen i København. I spisepausen gav han udtryk for sin store klimapessimisme. "Jeg tror, vi står foran de sidste tider," lød det fra ham.