Det er u-landene, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, og dem, der er mest afhængige af resultatet af topmødet. Men det er ikke dem, der sidder med magten til at påvirke forhandlingerne. Det gør de rige, vestlige lande, som har masser af veluddannede forskere og embedsmænd, de kan sende af sted sammen med deres ministre.

Mens lande som Danmark og USA har råd til at tilmelde store delegationer – rygterne vil vide, at den amerikanske delegation kan nærme sig flere hundrede mennesker – må mange u-lande nøjes med de to pladser, som FN betaler.

FN vil endnu ikke oplyse, hvor store delegationer de enkelte lande møder med i København, men der er ingen grund til at tro, at styrkeforholdet vil være anderledes, end det plejer at være. Ved klimakonferencen på Bali sidste forår deltog således 161 lande i mødet. 67 af landene sendte én repræsentant. Fra Afrika kom 41 lande med delegationer, der havde fire eller færre medlemmer. En række af de små østater havde også kun et eller to medlemmer i deres delegation. Derimod havde både USA og Danmark delegationer på 17 medlemmer. Et typisk niveau for de industrialiserede lande.

– Grundlæggende er der et dybt, dybt misforhold mellem de rige og de fattige lande. Realiteten er, at der ikke er nogen, der lytter til andre end de store aktører, siger John Nordbo, leder af WWF Verdensnaturfondens klimaprogram.

Troels Dam Christensen er koordinator af den danske 92-gruppe, der samler de største danske miljø- og udviklingsorganisationer. De oplever ofte, at de er bedre informerede om de forhandlinger, der foregår, end u-landenes officielle repræsentanter er.