Når Özlem Cekic synes, at de er så dygtige i Tyrkiet, kan SF jo overtage den tyrkiske fattigdomsgrænse og tilpasse de danske overførselsindkomster den.
Men nu er katten så ude af sækken. Spørgsmålet er ikke om en fattigdomsgrænse, for det kan, som Cekic selv siger, kun være en akademisk diskussion. Spørgsmålet drejer sig om overførselsindkomsternes størrelse. Så diskuter dog det, i stedet for at forplumre diskussionen med et pseudo-objektivt begreb.
Det hele drejer sig om den gamle historie om, man skal brokke sig over, at glasset kun er halvt fyldt, eller om man skal glæde sig over, at man har et halvt glas endnu.

Jeg gad vide, om man ikke kunne lære fra fængselsvæsenet. Hvad koster det pr. måned med, og hvad koster det uden fangevogtere.

Min mor levede i husvildebarakker tilbage o. 1927. Hun følte sig ikke fattig, hvilket vel skal forstås som livstruende i den ene yderlighed, og havde et arbejde "i huset" hos en tysk familie. Et billede med hende og 2 andre unge piger viser klart moderne beklædning (altså datidens) som efter min mening var højere end nutidens. Tingene håndlavede, og af ægte naturmaterialer, f.eks.

Jeg troede hendes billede med tre unge damer på gaden var at de var på vej til fest. Men de var på vej hjem fra arbejde! Det er slående hvor derangerede nutidens mennesker er blevet. Peppet op af teknologiske udviklinger. Dybt derangerede som mennesker. OK, blot min mening, men jeg ville gerne lufte den opfattelse!

Der er bestemt noget om det. En ufaglært arbejder i halvtredserne havde ikke større forbrugsmuligheder end, en kontanthjælpsmodtager har i dag. Og arbejderen modtog ikke tilskud. Han betalte skat i stedet. Forskellen til dengang og nu er, at arbejderen havde en selvbevidsthed, som efterhånden er en sjældenhed i det moderne standssamfund. Se bare på det moderne lavprismellemlag. Typisk et offentligt ansat ægtepar med tilskud i alle ender og kanter, og de klynker uafladeligt.
Naturligvis er arbejdere ikke længere socialister. Det er en mellemlagsideologi i dag. Derfor taler socialister i dag om de svage. Hvis de havde gjort det i halvtredserne, havde de fået en spytklat i synet.
Og naturligvis får de dårligst stillede det endnu dårlige, når de skal holdes nede af "velmenende" mellemlagssocialister med beskrivelsen "de svage". Det er ondskabsfuldt.

At indføre en officiel fattigdomsgrænse her i landet vil intet ændre på virkeligheden, andet end at man vil få nogle tal som man kan slå hinanden oven i hovedet med.

Danmark er verdens mest lige land, endnu mere lige end Sverige. Hvis man vil se hvad fattigdom er skal man tage til Calcutta, Indien.

Spar os for skindiskussioner. Lad enhver rapport bruge sin egen definition; så kan man også bedre diskutere validiteten af den. Lad os blive fri for falsk videnskabelighed.

HVORFOR SÅ BANGE?

Den borgerlige fløj - og nogle deltagere i denne debat - synes at have berøringsangst over for fastsættelse af en officiel fattigdomsdefinition i Danmark.

Hvorfor så bange?

En officiel, vejledende fattigdomsgrænse vil være et brugbart middel til at se udbyggelsen eller nivelleringen af forskelle mellem rig og fattig i vort såkaldte velfærdssamfund.

Med en officiel fattigdomsgrænse vil man kunne se de sociale eller asociale konsekvenser af diverse politiske tiltag inden for skattepolitik, socialpolitik, integrationspolitik etc.

Det er blevet almindeligt anerkendt, at et lovforslags konsekvenser for miljø og klima skal anføres ved fremsættelse af forslaget. Hvad skulle der være galt i, at også konsekvenserne i henseende til ulighed og fattigdom blev beskrevet?

Lad være med at feje begrebet fattigdom af bordet på den indenrigspolitiske scene med en henvisning til, at fattigdom kun findes i "den tredie verden".
Fattigdom er et relativt begreb, og forstået som et sådant findes fattigdommen også i Danmark.

Jeg synes, at Michael Erenreichs beregningsmodel som beskrevet i Kristeligt Dagblad kan være et udmærket udgangspunkt for fastsættelse af en dansk fattigdomsgrænse.
Den behøver ikke nødvendigvis at være selve de vises sten. Andre har givetvis gode argumenter for at justere den, inden en eksakt beregningsmetode fastlægges.

Men jeg finder det hævet over enhver tvivl, at mennesker, hvis levestandard er begrænset af f.ex. kontanthjælpsloftet, starthjælp og SU er fattige EFTER DANSK MÅLESTOK.

Vi ser i vor tid, at familier må sættes ud af deres boliger, fordi de ikke har råd til at betale huslejen, og vi ser, at sociale derouter begynder, fordi borgerne ikke har råd til at betale A-kasse-kontingent.

Enhver socialt ansvarlig politiker er forpligtet til at modvirke hjemløshed og social udstødning af vort samfund.

Skiftende regeringer har allerede gjort, hvad de kan for at skævvride det danske samfund.
En officiel fattigdomsgrænse kan modvirke - eller synliggøre en fremtidig forstærkning af denne skævvridning.

Er Danmark i den grad blevet gennemsyret af umodificeret liberalisme, at en rød stopknap skal opfattes som en kvælning af initiativ og virkelyst?
Som en sovepude, som en borgerlig politiker udtrykker det?


Carsten Snedsted.
socialrådgiver, Odense.

Som nævnt i en anden tråd er mindstelønnen ikke officiel. Det forhindrer ikke folk i at forholde sig til den i den politiske debat. Som f.eks. er det rimeligt, at folk, der tjener 103 kr i timen skal betale skat to gange?
Eftersom både løntakster og takster for overførselsindkomster er kendte, kan en officiel fattigdomsgrænse næppe være mere officiel eller autoritativ end, at den skal bruges som et politisk instrument. Så spørgsmålet er ikke hvor, fattigdomsgrænsen er, men om de laveste overførselsindkomster er tilstrækkelige for modtagerne.
Nu har man faktisk allerede en fattigdomsgrænse: 8.100 el. 7.500 p.m. Hvorfor skal den være officiel?