Tid til at vise ansvar

Cirka 100 statsledere og delegationer fra knap 200 lande skal i løbet af de næste to uger finde sammen i København til det store FN-møde om klimaet. Deres anstrengelser kommer dog til at handle om meget andet end klodens klimatiske tilstand. I princippet kan og vil de fleste jo hurtigt kunne blive enige om, at det er en fin idé at mindske de globale temperaturstigninger. Det svære er derfor ikke intentionerne bag klimatopmødet, men realiteterne, som viser sig, når idealerne skal omsættes til virkelighed: Hvem skal reducere udledningen af drivhusgasser mest? Hvem skal betale? Og hvordan kan det sikres, at pengene til forbedringer af klimaet bruges til det, de skal?

At verdens mest magtfulde statsleder, den amerikanske præsident Obama, forleden lod forstå, at han kommer til de afsluttende forhandlinger og ikke blot de indledende øvelser under klimatopmødet har skabt fornyet optimisme. Det samme har løfter forud for mødet fra Kina og Indien. Men fremmøde, løfter, gode forhåbninger og rigtige intentioner kommer ikke til at betyde noget som helst, hvis ikke stats- og regeringscheferne og deres delegationer på topmødet viser ægte vilje til at acceptere udgifter, begrænsninger og omfordeling af ressourcer, også uden nødvendigvis at have fuld sikkerhed for selv at kunne høste fortjenesten.

Opmuntrende er det ikke at betragte styrkeforholdet mellem de forskellige landes delegationer. Her mere end anes det, hvor svært det kan blive at få verdens rigeste og fattigste lande til at finde sammen om én formel. Som beskrevet i dagens avis har en lang række udviklingslande kun råd til at møde op med netop de to repræsentanter, FN betaler for. Samtidig vælger adskillige især vestlige lande at stille med et talstærkt og veluddannet korps af eksperter, lobbyister og toppolitikere. Igen sker dette slet ikke kun for de blå haves skyld. Klimaforhandlinger er blevet vor tids helt store samlingspunkt for international fordelingspolitik. Det handler om fremtidens nye magtstrukturer, om sikkerhed, om konkurrenceevne og om vækstmuligheder.

2009 skulle dog nødig blive året, som skal huskes for, at rå og kortsigtede, nationalstrategiske overvejelser om økonomi overtrumfede det internationale og langsigtede behov for at skabe et mere bæredygtigt samfund. Nej, tiden er inde nu til, at verdens ledere træder i karakter og viser ægte lederskab, solidaritet og ansvar.

Verden har brug for en så detaljeret og realistisk aftale om klimaet i København som overhovedet muligt. Og der går i den forbindelse ingen skår af Vesten ved at forholde sig generøst og respektfuldt til udviklingslandene. På lang sigt er det i vores alles bedste og fælles interesse.