Ritzau |
7. december 2009
Iranske studenter forhindres i at bruge internet og mobiltelefoner af myndighederne, som frygter aktioner fra oppositionen
Iranske politistyrker har affyret varselsskud og brugt tåregas i forbindelse med en demonstration i det centrale Teheran, oplyser en oppositionshjemmeside. Demonstrationen udviklede sig til gadekampe, da deltagende studenter råbte slagord mod Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad.
- Sikkerhedsstyrker skød op i luften for at sprede demonstranter på Enqelab-pladsen. Der er fortsat spredte sammenstød mellem politi og demonstranter, oplyses det på Mowjcamp-hjemmesiden.
Urolighederne brød ud, da myndighederne forsøgte at forhindre demonstrationerne på den årlige studenterdag.
- Politi affyrede tåregas mod en gruppe studenter, der råbte slagord mod Ahmadinejad i området ved Vali Asr og Engelab-gaden, siger et vidne med henvisning til en af de prominente pladser i den centrale del af Irans hovedstad.
To kvindelige demonstranter blev anholdt ifølge oppositionens hjemmesider.
Under urolighederne mandag blev mobilnetværket lukket i dele af Teheran for at hindre demonstranter i at kommunikere.
Tidligt på dagen sagde andre øjenvidner, at iranske politistyrker omringede Teherans Universitet for at forhindre oppositionen i at gennemføre demonstrationer.
Hvert år den 7. december markerer studerende ved læreanstalter i Teheran årsdagen for shahens sikkerhedsstyrkers drab på tre studenter i 1953.