Han elsker den brogede verden

Noget af det bedste i Orhan Pamuks nye bog på dansk, "Andre farver", er forfatterens refleksioner over litteraturen, og hvad den gør ved mennesker. Ifølge Pamuk er der ikke nogen adskillelse mellem livet og litteraturen. Når forfatteren sidder ude i naturen og læser en bog, lukker han sig ikke ude fra livet, for bogen er lige så virkelig som vinden, der blæser, og fuglene, der fløjter. Bogstaverne er ikke døde, men levende som alt andet i verden. Ja, læsning kan undertiden være den mest sublime lykkefølelse. I artiklen "Lykken ved at læse romaner" skriver den tyrkiske nobelpristager således: "En vidunderlig roman, som er blevet en del af vores liv og verden omkring os, bringer os i sidste ende meget tættere på meningen med livet; den erstatter den lykke, vi måske aldrig finder i livet". Stakkels den, der aldrig læser!

"Andre farver", der består af en lang række artikler, foredrag og interview, er fyldt med denne type litteraturindsigter, som både kan læses for deres egen skyld og som nøgler til Pamuks efterhånden store forfatterskab.

Noget af det mindre interessante i bogen er korte, relativt pointeløse selvbiografiske opsatser, som forfatteren i årenes løb har skrevet i tyrkisk presse om livet i Istanbul og omegn. Her løfter Pamuks private iagttagelser sig ikke rigtigt fra siderne, men savner almengyldig relevans. Til hans forsvar skal dog siges, at bogen ifølge forordet er konstrueret som en selvbiografisk fortælling, der måske rummer et centrum, og at hvert tekstfragment føjer en brik til det samlede billede af Pamuk som menneske og forfatter. Dermed også sagt, at "Andre farver" mest henvender sig til læsere, der i forvejen kender Pamuks forfatterskab (og dem er der mange af, hans romaner er oversat til flere end 50 sprog).