At kærtegne verden med ord

– Så i min roman, hvor Kemal samler tekoppen, cigaretskodder, dørhåndtaget til soveværelset og andre af Fusuns ting, opbygger han et museum ikke for magten, men for den intime erfaring, som kærlighed er. Han vier museet til et individuelt liv. Min pointe er, at hvad et liv end udgøres af, er dets drømme og skuffelser værd at være stolt af.

– Ved at lave mit eget museum i Istanbul er jeg meget tæt på min romanperson Kemal. Jeg ønsker ikke at fremvise magten, men derimod at udtrykke mit indre, min ånd. Et museum bør ikke være som flag – tegn og symboler på magten – men intime kunstværker. De bør udtrykke samlerens åndelighed.

Hvordan definerer du den "uskyld", som du ærer på museet, og som optræder i din romantitel?

– Jeg forklarer ikke mine bogtitler. De er ikke opsummeringer sådan som "Krig og fred". De giver historien en sidste drejning. Når mine læsere spørger: "Hvorfor den titel?", svarer jeg altid: "Fordi den giver endnu en mulighed for at tænke over bogens mening." Nuvel, her er en læsning fra ét perspektiv: På et tidspunkt refererer du til hverdagslivets "uskyldige charme". De dagligdags øjeblikke, når Kemal sad om aftenen ved middagsbordet hos Fusuns forældre og røg, drak raki og så tv, får et næsten helligt skær. Der sker ikke noget særligt eller sofistikeret. Alligevel er der en dyb lykke i dette ritual.

– Uskyld refererer mest åbenlyst til mødom. Butiksekspedienten Fusun fra den lavere middelklasse mister sin til sin grandfætter Kemal, som er overklasse og vestligt orienteret og forelsker sig i hende.

– Derudover har du ret. Der er en vis uskyld i, at hele menneskeheden ser tv hver aften, mens de sludrer uden mål og med. Når min romanperson besøger Fusuns middelklassefamilie igennem otte år for at se på tv hver eneste nat, understreger jeg skælmsk den erfaring, der faktisk er 90 procent af menneskehedens. Skønt det er en tyrkisk historie, er det det samme, som middelklasserne laver i Kina, Indien, Rusland og Peru hver aften.

– Foran fjernsynet forsvinder kultur- og klasseskel. Kemal kommer fra en overklassefamilie og Fusun fra en lavere socialklasse, men de ser alle sammen den samme ene kanal, som man kunne se i Tyrkiet i 1970'erne. De ser alle sammen det nationale lotteri, de ser Grace Kelly-film fra Hollywood og den patriotiske afslutning på nyhederne hver aften.

– Der var vitterlig en form for naivitet over den tids præmodernitet; en uskyld, der nu er gået tabt i overgangen til modernitet og postmodernitet. Endelig er der også en vis uskyld i forholdet mellem kunsten og verden. Én definition på uskyld er "ukunstlethed". Men det er alt sammen mine særlige opfattelser. Lad læseren om at afgøre det.

Kemal siger på et tidspunkt, at kærlighed er "dyb medfølelse", "nær og hengiven opmærksomhed", "respekt og ærbødighed" for den elskede, for historierne indlejret i hverdagens genstande, steder og aktiviteter. Det slår mig som meget lig den buddhistiske forestilling om "fuldstændig opmærksomhed", men gennem from tilknytning, ikke gennem frigørelse. Digteren Czeslaw Milosz plejede at tale om det "evige øjeblik" som "et skær på en sort flods strøm" indfanget af fuldstændig opmærksomhed. "Fuldstændig opmærksomhed opstår i de øjeblikke, hvor tiden stopper," sagde han. "Og hvad er tiden? Tiden er lidelse. Tiden er vore fortrydelser, vor skam. Men også vor lykke. Tiden indeholder alle ting, som vi stræber imod, og som vi undflyr." Er der et sammenfald her?

– Jeg identificerer mig med Kemals opmærksomhed som en elsker over for sin elskede, fordi det er som romanforfatterens opmærksomhed på ordene. I sidste ende er det at være romanforfatter på en måde at elske verden og kærtegne den med ord. Det er at være opmærksom på alle de detaljer, man har oplevet.

– Jeg var så glad for at skrive den her bog. Den gav mig så megen glæde, at jeg vil sige, at den reddede mig i en meget svær politisk tid. Efter at have skrevet hver morgen fra 7 til 11 var jeg i stand til at klare spændingen resten af dagen i hine lange måneder. (Pamuk blev retsforfulgt 2005-2006 for at have "fornærmet tyrkiskheden" ved at have taget emnet med massakrerne på armenerne op i et interview med en schweizisk avis. Anklagerne blev senere frafaldet, red.)

– I en alder af 57 er jeg mindre eksperimenterende og mere moden. Jeg ønsker mest af alt at udtrykke min forståelse af livet. Og jeg har lært en stor ydmyghed af at skrive romaner i 35 år. Det har lært mig respekt for, hvor vidunderligt detaljeret verden er. Igen er det meget lig en elskers opmærksomhed på hver eneste af hans elskedes bevægelser, hendes gestik, vrede og tavshed. At lægge mærke til alting er at nære omhu for det.

– Der er vitterlig en slags sufistisk eller panteistisk kvalitet ved denne kærlighed til verden, sådan som den buddhistiske totalopmærksomhed også indikerer.

Jeg var overrasket over at høre dig sige i en samtale med den japanske nobelpristager Kenzaburo Oe, at du mente, at Japan var mere vestligt end Tyrkiet, fordi Japan er mere tolerant!

– Det er sandt. For mig handler vestliggørelse ikke om forbruget af smarte varer. Det er et system af ytringsfrihed, demokrati, ligestillethed og respekt for folks rettigheder og værdighed.

– Jeg er ret ligeglad med, om det er landboerne fra Anatolien eller sekularisterne fra Istanbul, der tager magten. Jeg er ikke tæt på nogen af dem. Det, jeg er optaget af, er respekt for individet.

Er du en vestlig forfatter eller en ikke-vestlig forfatter?

– I 35 år har jeg forsøgt at undgå den kategorisering. Dostojevskij var både en vestlig og en ikke-vestlig forfatter. Han foragtede bare occidentalisterne, som foragtede deres eget folk. Dostojevskij mente, ligesom jeg gør, at vestliggørelse – eller i dag globalisering – er uundgåelig, men at den ikke børe føre til undertrykkelse af fortiden, af almindelige folk og deres kultur.

– Problemet med vestliggørelse ovenfra, sådan som vi har haft det i både Rusland og Tyrkiet, er, at det er blevet et symbol til at skelne mellem folk: "a la Franc" er fashionabelt og glamourøst, mens "a la Turc" er bagstræberisk og kedsommeligt. Overklasserne er så lykkelige over at være de første, der har en elektrisk barbermaskine, fordi det betyder, at de er vestlige og bedre end alle andre! Jeg giver så mange eksempler på det i min roman.

– Ligesom mine andre romaner, for eksempel "Det hvide slot" og "Mit navn er rød", tilhører også denne roman en genre, vi kalder "øst-vest roman", som opstod ud af Tyrkiets identitet i de sidste 200 år. Alle disse romaner deler de samme spændinger med en kultur af tilhørsforhold og traditioner, der støder sammen med moderniteten, som kommer ovenfra og udefra. Nogle af disse bøger nedgør Vesten med romanpersoner som pigen, der vil danse og ender som prostitueret, eller omvendt: som tager Vesten til sig, efterhånden som pigen får selvtillid og bliver uafhængig og ligestillet.

Du er altså en forfatter midt imellem?

– Det tager jeg som en kompliment. Men jeg har ikke valgt den rolle. Det er noget, der er sket for mig.

Dine romaner har alle handlet om dit liv i Tyrkiet. Siden du vandt Nobelprisen i 2006, er der lige så stor chance for at se dig i Tokyo eller New York som ved Bosporus-flodens bredder. Har det påvirket dit skriveri?

– Det kommer det til, det er jeg sikker på. Indtil jeg var 33, forlod jeg kun Tyrkiet en enkelt gang. Jeg havde aldrig set et rigtigt vestligt maleri. Dengang var der kun reproduktioner i Tyrkiet. Men jeg læste vestlige bøger og studerede Monet-reproduktioner med mere intensitet end en europæer, der spadserede gennem Louvre.

Jeg underviser ved et fag på Columbia og rejser rundt i verden og skriver i flyet. Men min glæde tager med mig, hvor jeg end skriver. Og eftersom mine bøger er blevet oversat til 57 sprog, har jeg et ansvar over for alle disse læsere.

© Global Viewpoint 2009

Oversat af Sara Høyrup

kultur@kristeligt-dagblad.dk