Forbud mod minareter er en stemme for tolerance

Islam er en forestilling om, hvordan samfundet bør være organiseret: individets forhold til staten, forholdet mellem mænd og kvinder, regler for omgang mellem troende og ikke-troende, hvordan sådanne regler skal håndhæves, og hvorfor en regering, der bygger på islam, er bedre end en regering, der bygger på andre idéer. Minareten er et symbol på islamistisk overlegenhed, et tegn på dominans, som med tiden kom til at symbolisere islamisk erobring. Det blev indført årtier efter grundlæggelsen af islam.

I EUROPA GÆLDER DET ligesom andre steder i verden, hvor muslimer slår sig ned, at bedehusene til at begynde med er enkle. Det eneste, en muslim behøver for at leve op til forpligtelsen til at bede, er et kompas til at vise, hvad vej Mekka er, vand til rituel rensning, en ren bedemåtte og en måde at kende tiden på for at kunne bede fem gange om dagen i det anviste tidsrum.

Byggeriet af store moskéer med ekstremt høje tårne overvejes først, efter at muslimernes andel af befolkningen er blevet betydelig. Moskéen udvikler sig fra et bedehus til et politisk center. Imamer kan så prædike budskabet om at holde sig for sig selv og frækt afvise ikke-muslimernes væsen og optræden.

Mænd og kvinder holdes adskilt, frafaldne og jøder fordømmes åbenlyst, og de troende organiserer sig omkring politiske mål, som kræver indførelsen af former for sharia-lov, begyndende med familieret. Det er den tendens, vi har set i Europa, men også i andre lande, hvor muslimer har slået sig ned. Ingen af de vestlige akademikere, diplomater og politikere, som fordømmer det schweiziske valgresultat og minaretforbuddet, forholder sig til disse fakta for slet ikke at tale om at bestride dem.

I deres reaktion på islams tilstedeværelse iblandt dem har europæerne udviklet to modstridende holdninger, der kan skelnes relativt klart. Den ene holdning lægger vægt på rigtighed. Er det rigtigt at sidestille politiske symboler som dem, kommunisterne og nazisterne brugte, med et religiøst symbol som minareten og dens tilbehør i form af måneseglet og stjernen? Er det rigtigt at sidestille Det Tredje Riges uniformer med de nutidige islamisters burkaer og skæg?

Hvis det er rigtigt, så bør islam som politisk bevægelse afvises på grundlag af dens eget religiøse hykleri. Ifølge denne holdning bør muslimer ikke afvises som indbyggere eller borgere. Indvendingen går på praksisser, der er retfærdiggjort i islams navn, såsom æresdrab, jihad, os mod dem-perspektivet, tendensen til isolation. Kort sagt den islamistiske overlegenhed.

Den anden holdning nægter at sidestille politiske symboler for forskellige former for hvid fascisme med en religions symboler. I denne skole sammenlignes de islamiske skrifter med de kristne og de jødiske skrifter.

De, der ræsonnerer ud fra dette perspektiv, prædiker pragmatisme. Ifølge dem er nøglen til assimilation af muslimer dialog. De er parat til at give efter for nogle af de krav, de muslimske mindretal stiller, i håbet om, at deres tilknytning til radikale skrifter vil aftage, sådan som det er sket med de kristne og jødiske folk.

Disse to kontrasterende perspektiver stemmer overens med to ret klart afgrænsede grupper i Europa. Den første er mestendels arbejderklasse. Den anden er de klasser, som George Orwell beskrev som "ubestemmelige". De er kosmopolitiske i deres udsyn og omfatter diplomater, forretningsfolk, mainstream-politikere og journalister. De har tjek på globaliseringen og tenderer mod at fokusere på deres respektive landes internationale image. Hver gang islam og Vesten er i konflikt, understreger de det mulige tilbageslag fra muslimske lande, og hvordan det vil påvirke deres lands image.

Derimod er de, der afviser politisk islams idéer og praksisser, i kontakt med muslimer lokalt. De er blevet bedt om at acceptere muslimske indvandrere som naboer, klassekammerater og kolleger. Her er det store paradoks i nutidens Europa: at arbejderklassen, som igennem generationer stemte til venstre, nu stemmer på højrefløjspartier, fordi de oplever, at de socialdemokratiske partier ikke har føling med situationen.

PRAGMATIKERE HAR delvis ret, når de insisterer på, at integrationen af muslimerne vil tage meget lang tid. Deres opfordringer til dialog er fornuftige. Men så længe de ikke forpligter muslimerne til at træffe et valg mellem værdierne i de lande, de er kommet til, og dem i landene, de har forladt, vil de komme ud for flere overraskelser. Og det er dét, det schweiziske valgresultat viser os. Der er tale om et sammenstød mellem lokale arbejderklassevælgere (og nogle feminister fra middelklassen) og muslimske nytilkomne indvandrere, som synes, at de har ret til ikke alene at dyrke deres religion, men også til at erstatte den lokale politiske orden med deres egen.

Se godt på reaktionerne fra eliterne i Schweiz, EU og FN. Den schweiziske regering er flov over valgresultatet. Svenskerne, som for tiden har EU-formandskabet, har fordømt det schweiziske valgresultat for at være intolerant og fremmedfjendsk.

Det schweiziske valgresultat understreger debatten om islam som et internt anliggende i Europa. Det vil sige islam som et sæt politiske og kollektivistiske idéer. Indfødte europæere er blevet bedt igen og igen af deres ledere om at være tolerante og accepterende over for muslimerne. Det har de levet op til. Hvis de mennesker, som råber, at Europa er intolerant, har ret, og hvis der vitterlig var fremmedhad og en afvisning af muslimer, så ville vi se muslimerne forlade Europa i hobetal.

Der er også en bredere international konfrontation mellem islam og Vesten. Krigene i Irak og Afghanistan er en del af det. Den konfrontation bør dog ikke på nogen måde forveksles med de lokale problemer med at indoptage de muslimer, der har fået lov at blive permanente indbyggere og borgere i de europæiske samfund.

Ayaan Hirsi Ali er somaliskfødt kvinderetsforkæmper, forfatter og tidligere hollandsk parlamentariker

© Global Viewpoint/Tribune Media

Oversat af Sara Høyrup