Broerne brænder for de nordiske folkekirker

Professor emeritus Jens Holger Schjørring har fulgt de nordiske folkekirker gennem mellemkrigsperioden, efterkrigsårene, den kolde krig, det store vendepunkt for Europa med Murens fald og frem til i dag, hvor det nu er debatten om forholdet mellem kirke og stat, som har præget udviklingen og ikke mindst i Norge og Sverige har skabt store ændringer.

Men Danmark har også været ene om at opfostre en mand som Grundtvig som en af landets mest indflydelsesrige personer, og han præger stadig den kirkelige debat på en særlig dansk måde. Paradoksalt nok kan alle parter i mange tilfælde tage den gamle kirkefader til indtægt for egne synspunkter om, hvordan folkekirkeordningen bedst kan indrettes, påpeger Jens Holger Schjørring.

– Det er en kendsgerning, at der er en helt anden holdning til central ledelse i først og fremmest Norge og Sverige, fordi de har indrettet deres kirkeordning med en række centrale organer på landsplan. I Danmark er der en meget dybtliggende skepsis over for, om kirken på den måde kan udtale sig samlet. Oven i købet er der nogle i Danmark, som siger, at vores model er den eneste rigtige måde at være luthersk på. Så er det svært at komme frem til en fællesnordisk holdning på det punkt. Det er i Danmark næsten tabubelagt at røre ved den indretning, siger Jens Holger Schjørring, som ikke tør gætte på, hvornår de almindelige demokratiske reformer, som er gennemført i Norge, Sverige, Island og Finland, kommer til Danmark.

Det samarbejde, som Jens Holger Schjørring i dag ser smuldre om ørerne på de nordiske folkekirker, begyndte ellers i det 20. århundredes fællesnordiske kirkehistorie på storslået vis.

– Fællesskabet mellem de nordiske folkekirker har en meget solid historisk baggrund og dybe rødder. Efter afslutningen af Første Verdenskrig stod de nordiske lande samlet, og typisk for ånden i den tid blev Foreningen Norden grundlagt i 1920. Fælles for alle de nordiske lande var, at de havde været neutrale under krigen. De nordiske kirker fik nu en helt ny funktion som brobyggere, fordi Europa var flænset op af splittelser efter krigen.

– De fem kirker fik en status af samtalepartnere for hele det protestantiske Europa, frem for alt de tyske protestantiske kirker, som var en del kompromitteret. Samtidig havde de nordiske kirker en åben forbindelse til den engelsksprogede verden. Politisk set repræsenterede de nordiske lande alle en frihedstradition og var blandt de første lande, som opbyggede velfærdsordninger i samfundet. Det skete vel at mærke på en måde, så der ikke opstod en splittelse mellem det politiske velfærdssystem og det kirkelige hjælpearbejde. Man fandt frem til et samvirke mellem kirkens indsats, pædagogisk, socialt og diakonalt, og de offentlige, statslige og kommunale institutioner. Dette kom til at fremstå som et forbillede, som andre lande i Europa stræbte efter, og som det varede mange årtier, inden man kunne virkeliggøre andre steder i Europa, siger Jens Holger Schjørring.

Der gik ikke mange år, før endnu en krig rystede verden og Europa og satte det nordiske broderskab på en hård prøve.

– Efter 1945 var de nordiske lande mere splittede. Sverige havde været neutralt, Finland havde kæmpet mod Rusland. Norge havde ført en modstandspolitik mod nazismen, mens Danmark i højere grad havde ført en samarbejdspolitik. Når man tager denne splittelse i betragtning, er det endnu mere bemærkelsesværdigt, at landene og kirkerne fandt ud af at samarbejde, straks efter at krigen var slut. Det beviser for mig at se, at de nordiske lande hørte sammen. De nordiske kirkelige ledere kunne samles i august 1945 for at få talt ud efter de fem onde år, dog havde der forinden været holdt et gevaldigt rivegilde, hvor man havde rettet svære bebrejdelser imod hinanden. Men man var besluttet på at indlede begyndelsen til endnu en fælles optræden, siger Jens Holger Schjørring.

Den store helt på forsoningsmødet i København var den norske biskop Eivind Berggrav, der havde ledet Norges kirkelige kamp mod nazismen og blandt andet var blevet interneret. Den anklagede part var finnerne, som fik kritik, fordi de under krigen havde ført en samarbejdspolitik med Tyskland for at undgå helt at blive knust af Sovjetunionen. Men finnerne holdt på deres og svarede, at den politiske linje var de nødt til at føre på et tidspunkt for at overleve, mens andre lande lod dem i stikken. Det endelige facit på regnskabets time blev, at kirkerne fik talt ud og igen kunne mødes åbent med hinanden, påpeger Jens Holger Schjørring.

– Resultatet i årtierne efter var, at de nordiske kirker igen blev brugt som brobyggere. Først og fremmest i forhold til det Europa, som blev delt i Øst og Vest, men også endnu en gang i forhold til afbalanceringen af forbindelserne til den engelsksprogede verden, dens fremmarch og stigende internationale betydning i forhold til den protestantiske kontinentale gruppe. Det var hele tiden sådan, og ingen betvivlede det, at de nordiske lande først gik sammen og derpå i fællesskab gik ud i verden, siger Jens Holger Schjørring.

En væsentlig del af efterkrigstiden blev præget af afkolonialiseringen. I forhold til mange af de nye lande, som opstod i den sydlige del af verden, blev de nordiske lande et forbillede. De havde en frihedstradition og et stabilt demokratisk system, men først og fremmest havde de folkekirker.

– De homogene folkekirker var lige netop det, man i mange afrikanske lande spejdede efter, fordi mange af de nye nationer var dybt præget af splittelse. En forenet kirke kunne derimod fremstå som noget, der gav sammenhængskraft i befolkningen.

Det er ikke mange år siden, at alle lande inklusive Danmark fremstod som dette flotte glansbillede, men for Danmark kom der en integrationsdebat og 12 Muhammed-tegninger på tværs. Det gav genlyd også i resten af verden, selvom for eksempel Finland havde klaret sig ved med det samme at indføre den restriktive indvandringspolitik, som Danmark først har ført i de senere år.

De nordiske kirker havde også en fælles opgave i forhold til at være med til at opbygge verdens officielle økumeniske struktur, som vi kender den i dag med store organisationer som Det Lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd. Den danske folkekirke gav sit store arbejdsmæssige bidrag sammen med de øvrige nordiske kirker. Det kunne kun lade sig gøre, fordi man var overbevist om, at den lutherske identitet ikke stod i vejen for økumenisk fællesskab. Tværtimod var det to sider af samme sag, og netop det synspunkt var de nordiske folkekirker med til at grundlægge.

– Dengang var der ikke en opsplitning mellem at være med i et samarbejde mellem de lutherske kirker og samtidig være en del af det endnu større kirkefællesskab i Kirkernes Verdensråd. Og det var et fællesskab, som kom til at vare længe. Men når vi kigger nærmere på de seneste årtier, så er det åbenlyst, at det fællesskab nu ser ud til at smuldre. Mit bud er, at der ikke længere i samme grad er bud efter de nordiske kirker ude i verden. For den gamle udfordring med det splittede Europa foreligger ikke længere. Desuden er der opstået en uoverensstemmelse mellem de nordiske kirker fordi Danmark – sådan er opfattelsen hos de andre kirker i hvert fald – ser ud til at køre på frihjul rent økumenisk. Nu er det Norge og Finland, som tidligere havde en lidt mere tilbagetrukken rolle i det økumeniske fællesskab, der går foran. Der er ikke længere det samme fodslag mellem de nordiske folkekirker på det punkt, siger Jens Holger Schjørring.

Et helt afgørende skridt ud af det tidligere fællesskab tog Danmark i 1996, da biskopperne ikke ville sætte underskrift på det nye, store nordeuropæiske kirkefællesskab gennem Porvoo-erklæringen. Alle de øvrige nordiske folkekirker, det anglikanske England, Litauen og Estland er med, og tilmed kirker i Portugal og Spanien er siden blevet medlemmer. Den danske folkekirke er observatør. Et par år senere, da Det Lutherske Verdensforbund og den katolske kirke underskrev Fælleserklæring om Retfærdiggørelseslæren efter 30 års forhandlinger, stod Danmark også uden for det nordiske kirkefællesskab med en manglende tilslutning.

Ser samarbejdet ud til at føre de nordiske kirker ad forskellige veje, så har de samme kurs når det gælder medlemstallet, og det er nedad. Ifølge Jens Holger Schjørring hænger det blandt andet sammen med en aldring, som har sneget sig ind på de før så dynamiske kirker.

– I dag fremstår folkekirkerne som stive og traditionsprægede i forhold til de kirketyper, som vokser frem globalt, blandt andet karismatiske menigheder og pinsemenigheder. De er i højere grad græsrodsorienterede, er ikke traditionsafhængige, og de er ikke hierarkisk opbyggede. I forhold til dem kommer de nordiske folkekirker til at fremstå med en fastlåst struktur og med en urørlig tradition. Det får så indflydelse på medlemstallet, som falder. Det har noget at gøre med, at hvor udfordringen og hovedopgaven for kirkerne tidligere bestod i at skabe sammenhængskraft, så består den nu mere i at skulle være en faktor i et multikulturelt mønster. Og det kunne se ud, som om de nordiske kirker ikke har været så godt gearede til det, siger Jens Holger Schjørring og peger igen mod syd.

– Hvis man ser på Tyskland, hvor medlemstallet er dalet endnu mere drastisk end hos os, så er det spørgsmålet, om ikke vi i virkeligheden lever på lånt tid. I mange af de store tyske byer er medlemsprocenten langt under 50. Over for det er det ret beset bemærkelsesværdigt, at vores folkekirker faktisk har hævdet sig så godt. Men det er spørgsmålet, om det er noget, vi skal bryste os af, eller om vi skal ruste os til at tage udfordringen op og sige, at de vanskeligheder også kommer til os, siger Jens Holger Schjørring.

vincents@kristeligt-dagblad.dk