Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Kirkernes kamp for skaberværket til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kirkernes kamp for skaberværket

Desmond Tutu nøjes ikke med at tale og bede for klimaet. Han kommer begge til Danmark i den kommende weekend, blandt andet for at medvirke i den internationale økumeniske klimagudstjeneste i Københavns Domkirke. -

- Benny Gool/wikimedicommons

Fakta

Kirkelig klimakalender

11. dec. kl. 14.00: Walk the talk! Gå for klimaet med Københavns religioner (jødedom, buddhisme,...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Kirker og kirkelige overhoveder fra hele verden har i årevis kæmpet for et bedre klima

Et særligt skib lægger til kaj i København på søndag. Skibet kommer fra Norge, og om bord er 1200 kirke- og klimafolk fra de norske organisationer Kirkens Nødhjælp og Fremtiden i vore hænder. Alle Norges biskopper med undtagelse af én, der tager toget, vil være om bord.

Helt i klimaets og CO2-besparelsens ånd kommer de sejlende til København for at deltage i den økumeniske gudstjeneste i Domkirken den 13. december. I løbet af sejlturen vil der være seminarer om blandt andet klimapolitik og religion og livssyn i mødet med klimaforandringerne.

Når skibet er i havn søndag morgen, vil både den norske klimaminister og chefforhandleren for FN, Yvo de Boer, komme op på bådens dæk, hvor der vil være en stor klima-event.

Det klimakirkelige initiativ fra Norge er et eksempel på en tendens, der har været undervejs og vokset sig stor i løbet af de seneste år. Kirker og religiøse overhoveder er gået ind i klimakampen ud fra devisen om, at troende mennesker ikke bare kan lade stå til, mens Guds skaberværk smelter, oversvømmes eller udtørres, alt efter hvor man bor.

Annonce
Særligt det faktum, at verdens fattigste mennesker er mest udsatte i forhold til klimaforandringerne, har fået kirkelederne på barrikaderne. I så høj grad, at synspunktet på mange måder har skabt religiøs konsensus, idet både jøder, muslimer og kristne argumenterer ens på klimafronten.

Den grønne patriark Bartholomæus fra Konstantinopel har i en årrække arrangeret sejlende symposier, hvor han netop til skibs har besigtiget konsekvenserne af klimaforandringerne i blandt andet Nordsøen og farvandene omkring Grønland. Det var også Bartholomæus, der tog initiativ til fænomenet skabelsesgudstjenester, som en lang række kristne kirker siden har taget til sig. Som noget særligt tog han i år klimatopmødet i København med i sin bøn for skabelsestiden.

Også religiøse berømtheder som pave Benedikt XVI, ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, og den sydafrikanske ærkebiskop og nobelpristager Desmond Tutu er gået aktivt ind i klimakampen.

I forbindelse med Angelus-bønnen i søndags berørte paven netop klimatopmødet i København. Det er hans håb, at resultatet bliver succesfuldt.

- Jeg håber, at man gennem dette arbejde træffer en række beslutninger, der respekterer skabelsen og søger at fremme en solidarisk udvikling med afsæt i menneskets værdighed og med det fælles gode for øje, sagde paven, der også opfordrer mennesker i den vestlige verden til at omlægge deres meget forbrugende livsstil.

Paven kommer ikke selv til topmødet, men Vatikanet er blandt de godt 190 stater, som vil være repræsenteret ved forhandlingerne. Vatikanets delegation ledes af fast FN-observatør, ærkebiskop Celestino Migliore.

Både Tutu og Williams nøjes ikke med at tale og bede for klimaet. De kommer begge til Danmark i den kommende weekend, blandt andet for at medvirke i den internationale økumeniske klimagudstjeneste i Københavns Domkirke. Når der efter gudstjenesten er verdensomspændende klokkeringning for klimaet, vil klokkerne lyde i både Desmond Tutus St. George Cathedral i Cape Town i Sydafrika og Rowan Williams' Canterbury Cathedral i England.

I Danmark viser en ny præsteundersøgelse, Kristeligt Dagblad har fået lavet, at omkring 28 procent af de danske kirker ringer til håb for klimaet.

Initiativet til klokkeringning for klimaet kommer fra Kirkernes Verdensråd, et internationalt, økumenisk fællesskab af kristne kirker, som omfatter over 340 kirker fra mere end 120 lande. Fællesskabet har længe været optaget af klimakampen og opfordrer sine medlemskirker til at arbejde for en ændret praksis, blandt andet hvad angår miljøspørgsmål.

Den nyvalgte generalsekretær, Olav Fykse Tveit, kommer også til København under topmødet, hvor han vil fortælle om den økumeniske bevægelses visioner og fremtidige arbejde med klimaspørgsmålet.

Andre kirkelige frontløbere på klimaområdet må siges at være den svenske og den norske kirke. I modsætning til i Danmark er det ikke problematisk for kirkerne at blande sig i den politiske debat - og det gør biskopperne gerne.

Den svenske ærkebiskop Anders Wejryd var i efteråret 2008 vært for en storstilet klimakonference i Uppsala, hvor hinduer, indianere, kristne, muslimer og jøder fra hele verden var samlet for at diskutere klima og religion. Forleden var han igen på den politiske bane i klimaets regi.

- Vi vil gøre alt for at få EU til at arbejde på, at ansvaret mellem landene fordeles sådan, at fattige menneskers ret til udvikling respekteres, lød det for nylig i et brev fra Wejryd til den svenske miljøminister, Anders Carlgren, og finansminister Anders Borg.

I Norge har biskopperne tidligere gjort sig bemærket ved blandt andet at efterspørge kilomterpenge for miljøvenlige cykelture, og på den norske kirkes hjemmeside bliver menighederne opfordret til at deltage i klimakampen,

- Vi ønsker også, at kirkerne og menighederne lokalt vil engagere sig i klimaspørgsmålet. Det kan for eksempel ske ved at lade gudstjenesten den 13. december være præget af klimatopmødet i København, lyder opfordringen fra Det norske Bispemøde og Det norske Kirkeråd.

Én måde at gøre det på er ved at bakke op om Kirkernes Verdensråds klokkeringning for klimaet klokken 15 på søndag. Selvom klokkeringningen i Danmark ikke sker i alle sogne, bliver initiativet støttet af kirker verden over.

Fra Cape Town i syd til Nuuk i nord vil kirkerne ringe til klimahåb for verdens fattigste.

schelde@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock