Lad det klinge sødt i sky

Ikke mindst Dansk Folkepartis Søren Krarup har imidlertid ved at gøre klimaringningen til et spørgsmål om sand eller falsk luthersk kristendom haft held med at politisere en fælleskirkelig og dybest set ukontroversiel, idealistisk sag.

Blandt andet derfor er der heller ikke fodslag i folkekirken, hvor mere end to ud af tre kirker ikke vil ringe med klimaklokkerne på søndag. Der hersker i folkekirken en i udgangspunktet sund modvilje over for enhver tænkelig form for sammenblanding af det kirkelige og det politiske. Men bagsiden af denne frygt for at gøre kirken politisk er, at kirken er i fare for at trække sig tilbage fra den offentlighed, som den også er en naturlig del af, så det, der sker i kirken, alene vedrører menneskets indre åndsliv, men intet har at gøre med den måde, hvorpå vi lever.

Folkekirken står med forløbet af debatten om klokkeringen i fare for at ensrette sig, så rummeligheden bliver mindre. De, der har talt for at lade klokkerne klinge, er af andre på det nærmeste blevet skammet ud.

Biskoppernes pragmatiske beslutning om, at klokkeringen afgøres af det enkelte menighedsråd, er klog, men den dybt indlejrede frygt for, at kirken skal blive politisk, har uden tvivl været med til at få mange i sognene til at sige nej til den symbolske ringning. Sagen er ikke sort-hvid, og den kan slet ikke gøres op som et spørgsmål om rigtig og forkert kristendom. Folkekirken skal ikke være politiserende, men en endnu større frygt er, at kirken ender som en marginaliseret ritualanstalt uden forbindelse til danskernes hverdagsliv.

Vi medgiver gerne herfra, at de 350 CO2-venlige kirkeklokkeslag efter gudstjenesterne verden over på søndag kunne have været tænkt bedre. Klokkeringning er altid blevet brugt som et kald til bøn og gudstjeneste i den kristne kirke verden over. Lad derfor også klokkerne klinge sødt mod sky på søndag. Som et kald til gudstjeneste og bøn for kloden, klimatopmødet og det enkelte menneskes ansvar over for den jord, vi er fælles om.