Kejser Augustus tog på daseferie

Hvor var drengens hjem?
Det var Betlehem,
siden Nazaret
uden en karet.

Han er Herren Krist
både først og sidst.
Jesus er hans navn,
alle folk til gavn.

Den nat, hvor Gud blev lagt på hø og strå
Mel. Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

1. Den nat, hvor Gud blev lagt på hø og strå,
blev vendepunkt for alle på planeten.
Hver jul går verden her hos os i stå,
for Frelseren i krybben er magneten;
en glæde større end vi kan forstå
gør, at vi årligt kommer i salveten
og glemmer dagene, der var så grå,
for evig fred og glæde ta'r nu têten.

2. Kom, Herre Jesus, vær vor hyttegæst,
du Davids sene søn og efterkommer,
gør julen til en dejlig glædesfest,
et øjeblik af evighedens sommer!
Om der i os er kun en lille rest
af det, der giver mening her i tiden,
giv os som hyrderne det, som er bedst:
et håb, der vejer mere end vor viden.

3. I denne nat forglemmer vi os selv,
fordi Gud vender sorgen om til glæde,
nu tindrer stjerner klart på himlens hvælv,
det samme lys, som hyrder så dernede.
Den nat blev der for alvor flyttet om
på samfundsbunden og så dem på toppen;
da marken blev en himmelsk helligdom
var det som gik af flasken dengang proppen.

4. Nu bli'r vi ladet op i vort pitstop
og næsten er vi her som sild i tønden,
der sender tak til Gud i himlen op
i fløjten, brummen, og så sang og nynnen.

Tak, Gud, for hver en juleaftens fred,
hvor du os overvælder med din nåde,
til hyrder kom du i din kærlighed,
hjælp til, vi aldrig fra dig må geråde.

5. Lad os ta' fælles glæde med os hjem,
så festen aldrig mer' kan rigtig stoppe,
at ikke vi gi'r sorgen kattelem,
men nog't så gerne modløshed vil droppe!
Lad freden være det, der kommer frem,
at ikke vore liv skal ganske floppe!
Gør meget ud af lidt, som du af fem
brød mættede et tusindtal af kroppe.

6. Hvad skal vi kalde barnet i den stald?
En baby bare, og så ikke andet?
Nej, der er mange navne uden tal
til ham, som var på jorden netop landet:
Vor Herre, Frelser, Davids Søn, med mer',
de syges læge, knægtedes befrier,
den, som den mobbede i flokken ser og hjælper hende
ham, så ondskab viger.

7. Den, som har ingen status, valgte Gud:
Maria, hyrder, blinde, døve, stumme.
Kun sådan ville han nå til os ud -
når blot vi bøjer os, kan vi Ham rumme
og rumme uven/den, som vi har kær,
ja, elske ham og hende med vort hjerte.
Lad Riget være i os som din gær,
som fjerner trods og mildner livets smerte.

Korset og stalden
Mel. Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

1. Det som forbinder korset med en stald
er Jesu Kristi fodspor rundt i landet.
At fødes for at dø var Herrens kald,
tæt på og næsten blev han overmandet
af stress og jag og jammer og ufred,
ukendelig og meget pint og plaget,
dog fyldt af himmelsk fred og kærlighed,
han var og er til vores hjælp uddraget.

2. I Jesu navn er håbløs sorg forvendt,
og selve døden er en svoren fjende,
hvis brod for evigt blev dengang opbrændt,
nu skal i tro vi død som søvnen kende.
Den Stærkeste har sejret over død,
og efterlod sin grav helt tom og åben,
for han med kors som lanse gennembrød
Livs-Døren vogtet af kerubens våben.

3. Når sneen falder atter ren og hvid
erindrer vi de store tab og gruer,
kun du kan evigt lindre sørge-slid
og give os dit lys i vore stuer.
Opstandne Herre Jesus Kristus, kom
og vær hos os i navnet selv til stede,
omvend os fra al stræben, som er tom,
og vift med freden bort al vor livs-lede.

4. Dit indtog i Jerusalem gav håb
om din befrielse fra tunge byrder,
du kom til hver af os i vores dåb,
vogt os, du Hyrde over alle hyrder,
tak for den byrde, du har til enhver,
et åg, der er så let, at det kun gavner,
det gi’r du kærligt til os hver især:
gør alle andres åg til støv og avner!

5. Disciplene forstod dig ikke godt:
at i vort sted du ville lide døden,
at netop sådan blev du verdens drot,
og kaldtes også derfor Morgenrøden.
Men blinde mænd på vejen tro’de dig,
Du Davids Søn, som var før ham, og kommer,
og derfor blev de helbredt på din vej,
du, som er både frelser og vor dommer.

6. På æselryg kom du til magtens sted,
kom ikke for at lade dig betjene,
du kom, vor Konge og vor Gud, i fred
som Træet, der vil alle grene tjene,
så de til fælles gavn kan bære frugt,
og ikke ville være mer’ end næsten,
af Selviskhed så helt og holdent slugt,
hvor vi i eget fængsel holder festen.

7. Kald os af alle fængsler ud til fest,
til efterfølgelse af dig, vor Herre,
som kom på æsel, ikke på en hest,
men dette æsel ville ikke spærre
for dig, som ville bringe salighed,
hvor du os kun med kærligheden binder,
så vi bli’r fængslet af din ydmyghed,
hvorved du netop sejer i os vinder.

8. Og når du kommer anden gang herned,
skal med ”Velsignet være han, som kommer
i Herrens navn” du hyldes, hvor du led,
og da skal der bli’ forår, evig sommer.
Hosianna i det høje, frels dog nu,
giv os, at tjene, sådan som du lærte,
lad os hver søndag komme dig ihu,
hvor vi os lader af dig selv beværte!

9. Tak, at du kommer i det, som er småt,
lidt brød og vin, men nok til evigheder,
der er du hos os som i himlens slot,
og vi er æslerne, du fremad leder.
Du blev et menneske i kvindens skød,
nedsteg i Jordans vand for vore synder,
steg ned i dybet til din egen død,
med din opstandelse vort liv begynder!

Julen er kommet
Mel. Det vil vi gøre (Erling Lindgren)

1. Julen er kommet!
Ferie fra skole for Grete og Ole,
fri til at gøre de ting, som er skøre,
man kan sig kede før jul allerede,
lege så længe, til man sig i senge
skal ta’ sig sammen at lægge
for ikke hjernen at knække.

2. Barnet i krybben
inde i stalden imellem dyrs kalden
lå så fornøjet blandt køer fortøjet,
stifter af freden til fugle i reden,
tiden som baby var mer’ end et maybe.

Barnet en dag var bortfløjet,
borte var blebuksetøjet.

3. Underfuld fødsel
inde i hulen tæt ved oksemulen,
dyrenes ejer blandt dem intet vejer,
mens jorden drejer de for ham sig nejer,
oksen og fåret har barnet nu kåret
som deres Herre og mester,
sammen de for ham dér fester.

4. Hvem er i krybben?
En som vor broder med menneskemoder
kommer fra oven, men er ikke hoven,
Havet indskrumped’, til det blev lidt sumpet
men gi’r at drikke en vin, som gi’r hikke,
skænker en ret, som folk mætter,
så de som fugl næsten letter!

5. Hvem kan udtale
med ord på læber, som ikke sig slæber,
så ikke dræber vi med vore kæber,
glæder med jublen og kvæler vor grublen,
så vi kan løftes, imens der småsnøftes!?
Det kan kun mennesker gives
af engleord at oplives!

6. Betlehems-lyset!
Der var en stjerne, og der er en kerne
af noget rigtigt, som også er vigtigt,
stjernen der ledte de vise, da skete
det, som vi fejrer, imens vi os lejrer
rundt om et træ med grangrene,
helst ikke ganske alene.

7. Stjernen den ledte
vismænd til landet bag alt ørkensandet,
til hovedstaden og kongeslotsgaden,
kongen bespiste dem og han lovpriste
barnet, de søgte med lys og med lygte.
Guld, myrra og røgelse gemte
de til den konge-bestemte.

8. Ude på marken
lå fårehyrder, da de misted’ byrder:
engle forkyndte, og derfor de skyndte
sig ind til stedet, som altid har heddet
Betlehem: huset med brød, og beruset
tilbad de barnet i krybben,
selvom de ikke var typen.

9. Tidernes fylde!
Verden fornyet, de hyrder fik vu’et,
fattige fyldtes med glæde, som syltes
ofte af rige, som glemmer, at lige
høje og lave er, for en Guds gave
er det, at freden forkyndes,
sådan, at rundt om der nynnes.

10. Så er det højtid!
Kommet er festen for ham, hyttegæsten,
som bortjog natten, der gemte til katten,
oplyste alle, så menneskers galde
da blev forvandlet, som havde behandlet
førhen de andre med vrede,
nu skal hinanden vi frede.

Johannes Bartholdy Glenthøj