Frivilligt arbejde giver selvværd

Naturligvis er lærdom og viden om, hvordan mennesker reagerer, og hvordan de skal mødes i forskellige kritiske situationer af stor betydning, ellers ville man sige, at uddannelse på disse områder ikke var vigtig. Men når det er sagt, så har jeg igennem mit liv oplevet både på egen krop og hos familie og venner, som har trængt hjælp og behandling, at det ikke er en selvfølge, at man møder mennesker på en vis, respektfuld og god måde, selvom man er professionelt uddannet.

Jeg tror, der findes frivillige, som er uvurderlige for andre mennesker, og jeg tror, at der findes ansatte, som møder dem, de skal hjælpe, på en fantastisk måde, men desværre har jeg også oplevet situationer, hvor man selv eller nogle af ens kære i professionelt regi er blevet mødt med så megen uforstand og så megen hårdhed, så man ikke tror, det går an. Så det handler altså ikke bare om frivillighed eller det at være uddannet, men det handler meget om, hvilken tilgang og hvilken indsigt man har i det at være menneske. Vi skal jo ikke tænke på andet end vores egen barndom, hvor vi gik i skole, hvor alle vores lærere var uddannet. Nogle var de skønneste eksempler på det at give lærdom og inspiration videre. Andre havde ikke evnen til at møde børn, og det uanset hvor mange år de havde uddannet sig. Så dybest set handler det om, hvem man er i mødet med et barn eller en voksen. Det var blot det, jeg havde lyst til at bidrage med i drøftelsen af frivilligt arbejde.

Venlig hilsen

Peter

Kære Marie og Peter

Tak for jeres bidrag. Der er vigtige pointer i begges breve. Som skrevet står, er det langt saligere at give end at modtage. Det bibelord er der megen sandhed i. At være hjælptrængende og være svag er ofte langt sværere og langt mere ydmygende, end vi husker, når vi ikke selv er i den position. De fleste mennesker ønsker jo at have et overskud, hvor man oplever at gøre gavn i forhold til nogen eller noget - uanset om det handler om lønnet arbejde eller frivillighed. Selv ret små børn vokser med mod og glæde, når de oplever, at de må "hjælpe til" med et eller andet. Når vi giver til andre, bliver vi sjældent fattigere, men oplever, at vi selv bliver rigere. Det er et af livets vise paradokser.

Som du fremhæver, Peter, så handler det i stor grad om, hvem vi er som mennesker i mødet med andre. Dit brev appellerer til, at vi hver især reflekterer over, hvordan vi selv møder andre, og hvor stor indsigt vi reelt har i, hvordan vi virker på andre. Det er vigtigt i forhold til alle mennesker, men ikke mindst har det betydning, når man møder børn og sårbare eller sørgende mennesker. Man kender det fra sig selv, når man er i den situation, for da har man en helt særlig antenne, som netop lægger mærke til, hvilken varsomhed og hvilken imødekommenhed eller visdom eller empati mennesker møder en med. Når man så at sige" ligger ned", er det nemlig vigtigt, at man ikke bliver trykket endnu længere ned – for det har man ikke "råd" til eller overskud til, og derfor er man nødt til at vogte sig for mennesker, som ikke har den følsomhed og indlevelse.

Til alle tider har frivillighed haft en enorm betydning. Hvad skulle vi alle sammen gøre, hvis ingen frivilligt havde elsket os og hjulpet os igennem livet. Måske kunne vi hver især bruge denne adventstid til at undres over og blive taknemmelige over netop de mennesker, som vi hver især har haft igennem livet, som gav noget af sig selv helt frivilligt, og som gjorde noget for at glæde os, og som hjalp i måske vanskelige tider. Det er ofte de små og gode håndsrækninger fra hverdagsmennesker, der gør forskellen. Derfor må vi aldrig holde op med at træne den evne, således at vi kan skiftes til at tage imod og skiftes til at give, ud fra det overskud vi hver især har i forskellige livsfaser.

I og med at vi danskere lever længere, og at mange går på pension, når der stadig er helbred og kræfter tilbage, er der et stort potentiale i at bidrage med en meningsfuld indsats som frivillige. Men det gælder alle aldre. Venlighed, smil og hjælpsomhed kan vi alle give helt frivilligt hver eneste dag i de nære relationer og til andre, vi møder på vores vej.

Mange hilsener
Annette og Jørgen