Det er det, der ikke er til at holde ud. Tal indsamlet på en seriøs og videnskabelig måde fortæller os, at nogle, og det er flere og flere, det drejer sig om, er økonomisk fattige. Det samme kan vi høre fra organisationer, der er i kontakt med mennesker i økonomisk nød her op til jul, hvor de samme organisationer uddeler julehjælp. Og det kan vi se, når vi færdes i de kvarterer i byen, hvor boligerne er billige, for det er her fattigdommen bliver synlig, fordi der er mange flere fattige her end i andre dele af byerne.

Lad mig slå fast, at fattigdom i den mest grundlæggende betydning af ordet handler om, at man og ens eventuelle børn af økonomiske grunde ikke har adgang til de goder, som opfattes som almindelige, nemlig god, sund kost, ordentlige boligforhold, den uddannelse, evnerne rækker til, og et godt helbred. Fattigdom er og bliver økonomisk fattigdom. Alt andet er udenomstale og forsøg på at lægge hele ansvaret for alle de problemer, der er følger af fattigdom, over på den fattige selv.

SELVFØLGELIG ER det at få dækket sine basale behov forskelligt, om man lever i et land, hvor de fleste har meget lidt, og der derfor ikke er forventninger om, at man kan købe alting, eller i et land, hvor de fleste har rigeligt. Når de fleste kan købe den medicin, de har behov for, gå til tandlæge, gå til koncert eller i biografen, gå i helt og rent tøj, har et fjernsyn og en radio og en computer og spiser ordentlige måltider lavet af sunde råvarer, er de, der ikke kan, de fattige. Det vil være hykleri at påstå, at man ikke er fattig, når man er afskåret fra de goder, som den største del af befolkningen nyder som almindeligheder.

For snart 10 år siden, i 2000, blev de europæiske statsledere ved et topmøde i Lissabon enige om, at de næste 10 år skulle bruges til at tage afgørende skridt til fjernelsen af fattigdommen. Der blev i EU vedtaget en officiel fattigdomsgrænse eller grænse for risiko for fattigdom, som det blev kaldt, for at alle regeringer i EU kunne slutte op om sagen, og der blev besluttet en række initiativer, der i praksis skulle reducere fattigdommen.

DANMARK VAR MED i denne aftale, men den danske regering fandt ingen anledning til at indføre en officiel fattigdomsgrænse i Danmark ud fra den overbevisning, at fattigdom er mere og måske først og fremmest andet end blot mangel på penge. Allerede på det tidspunkt var antallet af fattige i Danmark stigende, og siden er det ikke blevet bedre. Siden 2000 er andelen af fattige, målt efter dem, der har en indtægt, der er lavere end 50 procent af indkomsten hos den person, som ligger lige midt i indkomstfordelingen, vokset fra fire procent til nu mere end fem procent. Det er der flere grunde til, men ingen, som man ikke kunne gøre noget ved, hvis man virkelig ville.

For eksempel kunne vi så let som ingenting beslutte, at den fattigdom, der er opstået i løbet af årtiet som følge af en sær beskæftigelsespolitik, der bygger på mistro til mennesker, skulle afskaffes. Det ville blot kræve, at nogle love blev ophævede. Men det er gået modsat. Lovgivningen er gang på gang blevet udvidet og strammet, således at kontanthjælpen for dem, man har sat sig i hovedet skal straffes eller fristes ind i beskæftigelse, er blevet lavere og lavere og omfatter flere og flere.

Mange er ramt alvorligt på pengepungen og kan alligevel ikke komme i arbejde. Nu, hvor man ikke kan undskylde sig med masser af ledige job, der venter på at blive besat af dem, der bliver udsultet, venter jeg at høre, at man i regeringen planlægger at ophæve reglerne omkring de lave ydelser og dermed sikre, at alle modtager en rimelig kontanthjælp, som ikke trykker folk ned i fattigdom.

TRO MIG. FATTIGDOM HAR stadig et grimt ansigt. Det er skamfuldt at være fattig, og det gør ondt at være fattig. Fattigdom dræner for energi og kraft, og fattigdom er en dårlig ramme om et godt liv.

"Vrøvl," vil nogle sikkert sige. "Man kan sagtens have et godt liv som studerende med kun få penge eller som kunstner eller på anden måde være i en situation, hvor man har valgt for en periode at betale et liv fyldt med det, man sætter noget ind på, for eksempel en høj uddannelse, med de begrænsninger, fattigdom giver." Og ja, det kan lade sig gøre at have et godt liv på de betingelser, netop fordi man vælger, og fordi man har noget andet at finde sin egen værdi i. Men sådan er det ikke, når hele ens liv er præget af fattigdommen, og der ikke er andet at fylde op med.

Den ufrivillige fattigdom strækker langt ud i fremtiden. Børnene i den familie, der langvarigt er fattig, betaler med risiko for også at vokse op og blive fattige. Børnene har mindre chance end andre børn for at få en uddannelse og større risiko for ikke at få fast fodfæste på arbejdsmarkedet som voksne. De har større risiko for at pådrage sig sygdomme, ikke bare i barndommen, men hele livet igennem, og for at leve væsentligt kortere end andre. Vi ved også, at risikoen for kriminalitet og misbrug af rusmidler øges med en opvækst i fattigdom.

I vores gode velfærdsland trives social ulighed i sundhed, i uddannelse og i livslængde. Og det hænger sammen med fattigdom i voksentilværelsen og i barndommen. Det kan nogle gange være, at det voksne menneske selv er ansvarligt eller i hvert fald medansvarligt for sin egen fattigdom.

Men børnene – de børn, der lige nu lever i fattigdom – har i hvert fald ikke valgt fattigdommen eller taget beslutninger, der gør dem ansvarlig for, at de skal leve med fattigdommen inde på livet. I forhold til dem er fattigdommen i hvert fald uretfærdig. Og det samme er de konsekvenser, fattigdommen kan have for deres videre liv.

Omkring en kvart million danskere er fattige eller truet af fattigdom. Ingen af dem får noget særligt ekstra ud af de skattelettelser, som vi kan se frem til fra næste år. Derimod vil skattelettelserne berige dem med de højeste indtægter. Og det sker det år, hvor 10 års målrettet politisk indsats mod fattigdom og social udstødelse i væsentlig grad skulle have reduceret omfanget af fattigdommen.

Preben Brandt er dr.med. og formand for Rådet for Socialt Udsatte