Tæt på mysteriet

- Julen er det barnlige, tillidsfulde og forventningsfulde. Det er det, som den kristne jul kan skabe kontakt til. Det er pragtfuldt! Barnet er et potentiale. Jo ældre, vi bliver, jo flere muligheder lægger vi bag os. Barnet er den totale mulighedssum, mens jo ældre, jo færre muligheder – og dem, du har, får mere dybde.

- Jeg får også tårer i øjnene, når jeg til konfirmationer i kirken ser de unge konfirmander sidde dér i fint tøj sammen med deres familier. Det er Danmarks fremtid. Og barnet er fremtidens pant. Som i juleevangeliet, hvor en bekymret far og lykkelig mor tager imod deres barn med grænseløs glæde og fortrøstning, selvom det sker i en stald.

- Og så er der jo også det i julen, at hvor man hele året tænker på, om budgettet kan holde, glemmer man det til jul for at give gaver, spise god mad og være sammen. Det mest ulykkelige er husspetakler juleaften, for jul er fordragelighed og glæde.

For den anden side af julen findes jo også, minder Johannes H. Christensen om. Som i J.Chr. Hostrups "Julebudet til dem, der bygge", siger han og citerer: "her i mørket og dødens skygge, det er det lys, som, aldrig slukt, jager det stigende mulm på flugt, åbner udsigten fra det lave, trøster mildelig mellem grave".

- Den har jeg altid brugt til gudstjenesten 2. juledag eller den første søndag efter jul. Her har du den mørke side af julen, selvom den ikke fornægter juleglæden.

- Min far døde kun 58 år gammel i 1965. Og jeg mistede min mor efter den 11. september 2001. Da døde hun bare. Hendes ånd var klar, hendes krop fuldkommen nedbrudt. Jeg fælder altid en tåre over min mor og far juleaften, men glæder mig over, at mine søskende allesammen er i live. Det er fantastisk dejligt, siger Johannes H. Christensen.

For ham har der altid været to gudstjenester om året, der er mere udfordrende at holde end alle de andre. Det er julegudstjenesten juleaften og den til konfirmation.

- Da skal man tænke sig meget godt om, for der sidder mange ikke-kirkelige, og man vil nødig have, at de går ud af kirken og tænker, at der ikke var noget at komme efter. Når det gælder juleprædikenen, har jeg følt den som en jernring om hovedet fra den 1. november, indtil jeg fik ideen til den. For hvordan skulle jeg lave den?

- Jeg har jo ellers været vanvittigt forkælet med, at der kommer 1200 til 1300 mennesker til de to julegudstjenester – de står som sild i tønde – for der har altid været et godt sammenhold omkring Skovshoved Kirke. Og uden at lyde hovmodig har jeg vel også trukket nogle.

- Jeg har altid brugt en af de ældste oversættelser af juleevangeliet fra 1880'erne, hvor det hedder: "Men det begav sig i de dage" og ikke "det skete i de dage". Jeg synes, at det er smukt, fordi det giver indtryk af, at det er en begivenhed. Jeg synes også, at det er dybt forkasteligt, at det i den nye bibeloversættelse er slettet, at Jomfru Maria var frugtsommelig, som er et smukt ord for en gravid kvinde. Man får billedet af et modent æble. I stedet står der, at hun er gravid, og det er en sproglig ødelæggelse af teksten.

I sin prædiken juleaften sidste år talte Johannes H. Christensen med udgangspunkt i den lille vietnamesiske pige Kim Phuc, der blev fotograferet i 1972, da hun nøgen og forbrændt af napalm løb væk fra sin landsby. Et billede, der er blevet synonymt med Vietnamkrigens rædsler. Som voksen mødte hun den amerikaner, der havde givet ordre til at bombe landsbyen. Han, der i dag er præst i USA, var et ødelagt menneske, men blev helet ved mødet, hvor Kim Phuc gav ham sin tilgivelse.

- Jeg har altid lagt vægt på juleaften at have en historie, så menigheden tænker: Hvor vil han hen med det? For nogle år siden brugte jeg beretningen om, dengang julefreden sænkede sig over skyttegravene under Første Verdenskrig, og tyske og engelske soldater lagde våbnene til side og fejrede jul sammen. Og jeg har også talt ud fra David Lynch? film "The Straight Story" om en gammel mand, der kører tværs over staterne Iowa og Wisconsin for at blive forsonet med sin bror.

- Så har du julehistorien og fred på jord. Julegudstjenesten skal være opbyggelig, ikke nødvendigvis hyggelig. Det er min opgave som præst juleaften at prøve så ædrueligt og pædagogisk som muligt at prædike kristendom – at prædike evangeliet.

Selvom Johannes H. Christensen kommer til at savne at holde julegudstjeneste, nyder han også at være fri.

- Jeg tror, jeg har det, ligesom en prøveløsladt må have det. Det er skønt! Jeg har elsket at være præst, det er det bedste job, jeg kunne have. Men det er dejligt at slippe. Jeg var oppe på 65 bisættelser, 30 til 40 vielser og 60 til 80 dåbshandlinger om året. Problemet var ikke selve handlingen, men alle de møder med pårørende, kommende ægtepar og dåbsforældre. Jeg syntes på et tidspunkt, at det blev for meget. Så derfor er jeg også glad for at holde op – selvom det har været en gave at få lov til at forestå menighedens gudstjenester og blive bakket op af menighedsråd, en meget stor menighed og vidunderlige medarbejdere i Skovshoved Kirke.

- Der er nogle faser i ens liv, hvor man må sige: Nu er det slut, og du må vende dig mod noget andet. Det har jeg det godt med. Jeg lever i et lykkeligt, harmonisk ægteskab og har det fint med min datter og hendes familie og med søskende og venner.

- Svend Auken sagde inden sin død, at "der er mange, der ikke kan lide mig, men jeg har ingen fjender." Det synes jeg er fantastisk smukt. Jeg kan sige det samme.

remar@kristeligt-dagblad.dk