Fattigdom i 1950’erne

Denne beretning handler om min egen barndom. Jeg voksede op i halvtredserne på Lolland som den ældste af tre børn.

Vores forældre var, hvad man dengang kaldte landarbejdere, det vil sige, at der var arbejde, når der skulle hakkes roer cirka maj-juni, høst cirka juli, og når roerne skulle trækkes op med håndkraft oktober-december. Når vi børn kom i skolealderen, var det almindeligt, at vi deltog i markarbejdet efter evne.

Min far var i fagforening, og jeg husker en uge hvor han fik udbetalt 95 kroner i understøttelse. Det var cirka det halve af året, vi klarede os for det beløb pr. uge. Om sommeren skete det, at far var ude at slå vejgræs for kommunen, og om vinteren kom han af og til ud at skovle sne. Det var dengang, der var forskel på sommer og vinter.

Vi boede i et gammelt utæt tofamiliershus. Opvarmningen var en kakkelovn, der stod i stuen, og da der ikke var råd til at fyre over, det vil sige fylde kakkelovnen op med koks eller kul om aftenen og så skrue spjældet til, var vinduerne altid bundfrosne om morgenen.

En dag hvor min bror og jeg var ude at lege i sneen, kaldte mor os ind til varm kakao og syltetøjsmadder, hvad vi var meget forundrede over. Det viste sig så også, at det var for at de andre børn ikke skulle vide, hvor fattige vi var, kakaoen var the og syltetøjsmadderne var tørt rugbrød som vi dyppede i theen og dryssede et meget tyndt lag sukker på. Men jeg kan ikke huske, at vi nogensinde gik sultne i seng.

Vores tøj var selvfølgelig aflagt tøj fra bøndernes unger, men mutter syede det altid om, så ingen kunne genkende det og drille os med, at det var deres tøj.