Maja-Sofie og sønnen Anton hygger sig med en lille bid mad efter skole. Julen skal holdes hos familie i Jylland i år, og den lille familie glæder sig, selvom prisen på en returbillet bekymrer Maja-Sofie. -
- Leif Tuxen.
Freja Bech-Jessen |
12. december 2009
Maja-Sofie Dahl og hendes søn hører til blandt det stigende antal familier, der lever i fattigdom
Der er intet, der ved første øjekast afslører, at alt ikke er helt, som det skal være. Den lille lejelejlighed i højhuset i Lyngby er lys og indbydende med få, men pæne møbler. Væggene er prydet af de to beboeres hjemmelavede kunst, og et nisselandskab pynter op i vindueskarmen. På bordet er der disket op med økologisk honningkage, brød og god ost.
Det er den virkelighed, 31-årige Maja-Sofie Dahl, der er alene med sin 9-årige søn Anton, helst præsenterer over for familie, venner og naboer - en ubesværet og uproblematisk virkelighed. Men det er ikke hele sandheden.
- Man bliver så uendelig træt af at opretholde en facade af at lade som om, at alt er i orden. Det vil jeg ikke mere. Jeg bliver nødt til at fortælle, at vores liv faktisk ikke er let - og at det i perioder slet ikke hænger sammen, fordi jeg ganske enkelt ikke har penge til at få enderne til at mødes, siger hun.
Siden Anton for fire år siden begyndte at få det dårligt, nægtede at gå i skole og begyndte at tale om selvmord, har den lille families økonomi hængt i en tynd tråd. Den dengang seksårige dreng var ulykkelig og uligevægtig. Han krævede sin mors fulde opmærksomhed, og samtidig blev kampen for at finde ud af, hvad der var galt med Anton, hurtigt et fuldtidsjob. Maja-Sofie lå vandret for at få socialrådgivere, læger og psykiatere til hurtigt at undersøge og skaffe hendes søn den rigtige hjælp. Hun faldt ud af arbejdsmarkedet. Og i de næste år levede hun og Anton skiftevis af dårligt betalte job, dagpenge og kontanthjælp. Der var ingen yderligere hjælp at hente, så længe Anton ikke havde en diagnose. Og det næsten tre år fra den første mistanke til, at lægerne kunne konstatere, at Anton har en form for autisme og behov for særlig undervisning og støtte.
I dag er han begyndt i en specialskole. Han trives og er glad, og Maja-Sofie har kunnet optage sit arbejdsliv – på nedsat tid. Anton har stadig brug for faste rammer og for, at der er mennesker omkring ham, han kender og er tryg ved. Han har brug for hende. 25 timer om ugen på et socialt værested er derfor, hvad det kunne blive til, men Maja-Sofie er lykkelig for igen at være i gang. Familien har det godt, de er kommet på fode igen. Men deres økonomi hænger fortsat ikke sammen.
- Jeg tænker ikke på mig selv som en stakkel eller som fattig. Men når jeg sætter mig ned og regner på det, kan jeg godt se, at vi virkelig har meget få penge. Når huslejen og vores udgifter til medicin er betalt, har vi 2300 kroner tilbage at leve for. Det skal dække alt: mad, toiletpapir, nye sko til Anton, når han vokser ud af de gamle, busturen til biblioteket. Der skal meget lidt til - en uforudset regning eller en fødselsdag, vi ikke kan sige nej til - så vælter det hele, siger Maja-Sofie.
Man skal heller ikke kradse dybt i overfladen for at se, hvad familien må undvære. Maja-Sofie har aldrig haft råd til at tage sin søn på ferie, og selvom hun de seneste tre år har haft betændelse i en tand, har der ikke været penge til et tandlægebesøg. De køber udelukkende tøj i genbrugsbutikker, og Maja-Sofie siger altid nej tak, hvis veninderne skal ud at spise eller en tur i biografen.
- Jeg laver mad herhjemme til mine venner i stedet for. Men det er klart, at det er isolerende på sigt, når man bliver ved med at sige nej. Man glider langsomt ud af fællesskabet. Det er heldigvis ikke helt det samme for Anton. I hans nye skole virker det, som om mange af de andre familier også er blevet hårdt ramt. Der er en uskreven aftale om, at vi ikke inviterer til fødselsdag eller giver gaver. Jeg tør slet ikke tænke på, at vi også skulle skaffe penge til det, siger Maja-Sofie.
Anton er dog ikke fri for at se, at der er forskel på ham og andre børn. Når han tæller efter, er han faktisk den eneste i klassen, der ikke har en mobiltelefon, og han ønsker sig brændende en i julegave. Han ved også, at andre på hans alder har et tv eller måske et musikanlæg stående på værelset. Han har et gammelt tv-apparat, som for længst er gået i stykker, stående på sit. For så ser det jo trods alt ud, som om han har et.
Anton besøger sin far en weekend hver anden uge, og her er der lidt flere penge. Det er Antons far, der sørger for, at han – måske lidt forsinket - får nogle af de dyre ting, de andre børn i klassen leger med, og at han kommer af sted på en årlig ferie. Alligevel synes Maja-Sofie, at Anton er god til at sætte pris på ting.
- Vi har det menneskelige overskud og opfindsomheden til at klare os langt hen ad vejen. Vi er vel kreative fattigrøve, og jeg vil virkelig gerne klare mig selv. Men det er ikke altid, jeg kan. Og så kan jeg blive så rasende og frustreret over, at systemet kun synes at kunne hjælpe, når man har givet helt op, når man bare har sluppet det hele. Der er ikke noget at hente for en, der bare så gerne vil gå det meste af vejen, men må se i øjnene, at hun ikke kan komme helt i mål uden hjælp.
Maja-Sofie kom sidste år til netop den konklusion. Hun slugte sin stolthed og søgte om julehjælp hos Mødrehjælpen. Hun græd hele vejen hjem med armene fulde af julemad og gaver. Men Anton blev lykkelig for pakkerne, og der var pludselig lidt luft i deres julebudget. Om sommeren besluttede Maja-Sofie sig for at søge hjælp til en ferie samme sted. Hun fik et legat på 5000 kroner.
- Det var vores første ferie sammen, bare os to. Vi sad der på bænken ved vandet på Bornholm og spiste is ikke langt fra det sommerhus, vi - VI - havde lejet. Vi var bare nødt til at knibe os selv i armen. Det var slet ikke til at fatte, så fantastisk var det. Anton sagde, at vi var ligesom alle andre. Og jeg havde præcis den samme fornemmelse. Det var det, der var så fantastisk, siger Maja-Sofie.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad