Biskopperne vender folkekirken ud mod verden

At 10 danske biskopper enigt står bag den nye beslutning er i sig selv et udtryk for en tendens. Biskopperne agerer og udtaler sig i stigende grad i flok.

For få uger siden godkendte og definerede et enigt bispemøde med en velforberedt diplomatisk erklæring den landsdækkende ringning med klimaklokker som en kirkelig aktivitet. Sidste år gik biskopperne til fælles kamp både mod mobning af kvindelige præster i folkekirken – og mod brug af klyngebomber i internationale konflikter.

I 1990'erne kunne biskopperne enes om ikke at være enige om velsignelse af homoseksuelle par, om en fælles erklæring om læren om retfærdiggørelse og om den fælleskirkelige udtalelse om samarbejde fra den finske by Porvoo. Men siden 2000 er udviklingen gået i en anden retning. I 2001 trådte folkekirken ind i det europæiske Leuenberg Kirkefællesskab. Og med enigheden netop nu om Porvoo-erklæringen bliver den tiltagende betydning, biskopperne i det hele taget lægger i at udvise enighed og handlekraft, meget synlig og symbolsk.

Modstand gør stærk, siger man. Og bag de danske biskoppers nye linje ligger formentlig en reaktion på flere forskellige former for modstand. Stadig flere politikere, som er optagede af værdipolitik, ønsker at styre og udstikke rammer for kirken. Stadig flere mennesker vælger at forlade folkekirken. Stadig flere taler om at skille stat og kirke eller i det mindste løsne båndene. Kirkens magt er derfor heller ikke givet på forhånd. Og så, lyder rationalet, nytter det ikke meget at udstille uenighed. Hellere handle konflikterne af bag lukkede døre end at udstille sig selv som svage ledere ved at vise tegn på splittelse.

Bag det danske nej til Porvoo i 1990'erne lå en udtalt skepsis også fra folkekirkens græsrødder over for den magt, som biskopperne besidder i den anglikanske kirke. Ville den brede sig til Danmark?

Historien har nu vist, at den tiltagende bispemagt kom hertil helt af sig selv, tvunget frem af forandringer i samfundet og nye forventninger i den offentlige debat til folkekirkens ledende figurer.

Derfor kan det ikke undre, at biskopperne efter opfordring fra det mellemkirkelige råd nu med 14 års forsinkelse har indset, at de i virkeligheden ikke har nogen indvendinger mod at samarbejde med bispekolleger i andre protestantiske lande.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk