Ritzau |
12. december 2009
Det kan være vanskeligt for de efterladte at få en præst til at forestå begravelsen, hvis den døde er meldt ud af folkekirken
Flere års udvikling mod færre medlemmer af folkekirken viser sig nu som en tydelig tendens hos landets bedemænd. Her ser man flere og flere pårørende, der ønsker en præst med til begravelsen, men ikke altid kan få det, fordi afdøde ikke var medlem af folkekirken. Det skriver Dagbladenes Bureau.
- Og det betyder tydeligvis meget for pårørende, hvis der ikke er en præst, som ønsker at forestå begravelsen eller bisættelsen. Nogle gange har de slet ikke været klar over, at afdøde havde meldt sig ud. Andre gange har de vidst det, men ikke kendt konsekvenserne af det, siger direktør Mogens Balling fra landsforeningen Liv og Død til Dagbladenes Bureau.
Også landets præster oplever tendensen. Og i hvert tilfælde er det op til den enkelte præst at foretage en individuel vurdering. For som biskop i København, Peter Skov-Jakobsen, siger:
- Naturligvis skal man respektere, at folk ved at melde sig ud har tilkendegivet, at de ikke ønsker gejstlig medvirken. Men der kan alligevel være andre ting, der spiller ind, og dem må man tage fra gang til gang. Det kan der ikke nedlægges generelle retningslinjer for.
Men meget tyder på, at bedemænd og præster også fremover i stigende grad vil stå over for udfordringen med pårørende, der enten ikke kender konsekvenserne af afdødes farvel til kirken eller ikke vil acceptere dem.
- Summen af udmeldte personer vokser hele tiden, og samtidig er der en stigende bevidsthed hos de pårørende om, at de gerne vil have de ritualer, som kirken tilbyder. Det er det, vi ser konsekvensen af nu - og det er absolut ikke et problem, der har tænkt sig at forsvinde, siger religionssociolog ved Syddansk Universitet, Peter Lüchau.
Derfor bør folkekirken overveje, om den i højere grad skal informere om konsekvenserne af at melde sig ud, mener Mogens Balling. Men det største ansvar ligger hos dem, der vælger at sige farvel til folkekirken.
- Man bliver nødt til at tage snakken om det derhjemme også, så de pårørende kender overvejelserne bag og ønskerne til, hvad der skal ske, hvis vedkommende dør, siger han.