Jens Galschiøt har gjort det til en rød tråd i sin kunst at gøre opmærksom på verdens uretfærdigheder og udfordringer. Under klimatopmødet er han aktuel i København med udstillingen "Seven Meters", som gør opmærksom på, at verdenshavene vil stige syv meter, hvis Grønlands indlandsis smelter. Desuden er hans skulptur "Survival of the Fattest" opstillet ved Den Lille Havfrue i Københavns havn. -
- Peter Elmholt/Scanpix Danmark
Morten Mikkelsen |
14. december 2009
Billedhuggeren Jens Galschiøt er indædt modstander af de kritikere, som vil ensrette kunsten. Han er under klimatopmødet aktuel med kunstudstillingen "Seven Meters" i København
Hvad er din største kulturoplevelse?
– Det var, da jeg som 18-årig i begyndelsen af 1970'erne kom til Barcelona og så arkitekten Antoni Gaudís katedral La Sagrada Familia. Det var så fantastisk, at det aldeles tog kraften ud af mig. Det er stor kunst, som jeg ikke kan forstå, kun fornemme. Dengang var jeg ikke billedhugger, men politisk aktivist og fagforeningsleder. Oplevelsen påvirkede mig til at blive kunstner, og meget af det, jeg siden har lavet, minder om Gaudís stil. Kirken er fortsat ved at blive bygget, og jeg har givet udtryk for, at jeg gerne vil have lov til at lave et sidealter dernede.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?– Jeg læser kun sjældent, men har for nylig læst en god biografi om Marie Krøyer af Kirsten Ahlburg. Hele beskrivelsen af hendes ægteskab med maleren P.S. Krøyer og den måde, de rodede rundt i deres liv på, gør den til en dejlig bog.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
– Det er et værk i fem bind af Doris Lessing: "Canopus i Argos: Arkiver". Det er en science fiction-serie og ikke hendes mest berømmede værk, men det har gjort meget stort indtryk på mig, fordi det beskriver hele menneskehedens udvikling. Bøgerne bærer præg af, at Doris Lessing er opvokset i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe, og jeg tror, det er min yndlingslæsning, fordi jeg er meget optaget af udviklingsteorier. Det er 25 år siden, jeg læste bøgerne første gang, og jeg læser dem cirka hvert 10. år.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?– Jeg synes selvfølgelig, at folk skal bevæge sig ud på gaderne i København og se min udstilling "Seven Meters", som er opstillet rundt om i København her under klimatopmødet.
– Men jeg synes også, at der er mange andre klimakunstsudstillinger og klimateaterstykker, som er værd at tage ud at kigge på lige nu.
Hvad betyder kultur for dig?– Kultur er en måde at formidle følelser på. Dybest set er mennesket alene, men når kultur er bedst, kan den bygge en bro mellem menneskers følelser og skabe samhørighed. Det kan hjælpe os til at lære noget om, hvordan de andre mennesker tænker. Hvis kunsten ikke kan det, er den ikke noget værd.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?– Jeg synes, der er en kæmpe underskov af kunst, som fortjener mere opmærksomhed. Vi har dels fået en kulturkanon, dels en kreds af kunstkritikere, som vil bestemme, hvad der er god og dårlig kunst. Det betyder, at kunsten globalt set bliver ensrettet. Man skal tegne, male eller udtrykke sig på en bestemt måde, ellers er det ikke god kunst. Ikke mindst mange kunstnere i den tredje verden bliver sorteret fra, bare fordi de udtrykker sig på en anden måde.
– Derfor siger jeg: Slå smagsdommerne ihjel. Kunstkritikere er i virkeligheden nogle hofnarre, der svarer til modebranchens folk, som fra år til år vil bestemme, om man skal gå i korte eller lange kjoler.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
– Ja, masser. For eksempel konkret kunst. Det vil sige sådan noget med trekanter og firkanter, som for eksempel Robert Jacobsen lavede. Jeg kan ikke forstå, hvad vi skal med sådan nogle linjer og figurer, som ikke skal udtrykke andet. Det minder mig om det, malerlærlingene på teknisk skole lavede. Dermed siger jeg ikke, at den kunst ikke bør eksistere, jeg er bare ligeglad med den.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad