Spillet om klimamilliarderne går ind i den afgørende fase

– Vi har fastsat et minimumsbeløb, som vi ikke vil gå under, men jeg kan ikke sige, hvor stort det er. Om nødvendigt er vi parate til at forlade forhandlingerne. Vi er mange nok til at vi kan undergrave legitimiteten af enhver aftale, der ikke opfylder et minimun af betingelser, har de afrikanske landes fællestalsmand, Etiopiens premierminister Meles Zenawi, erklæret.

På papiret er Danmark en af de afrikanske landes allierede i spillet om klimakompensationen.

Danmark har aktivt bidraget til, at de afrikanske lande er mødt op i København med en fælles dagsorden og en fælles talsmand for at stå så stærkt som muligt.

I alt har Danmark siden 2007 finansieret workshops og konferencedeltagelse for afrikanske forhandlere for små 10 millioner kroner, formidlet via FN's miljøorganisation, UNEP, hvortil kommer bidrag til udviklingslande uden for Afrika.

Denne betydelige danske støtte er udtryk for, at Danmark ikke tror på holdbarheden af en klimaaftale, der glemmer de fattige lande.

– Det er helt centralt for Afrika og for holdbarheden af en ny, ambitiøs klimaaftale, at vi har en stærk afrikansk stemme, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs til Kristeligt Dagblad.

Hun deler også det synspunkt, at klimapengene skal komme oven i den traditionelle udviklingsbistand og ikke tages fra den nuværende udviklingsbistand.

Men det danske udspil til et slutdokument er allerede blevet voldsomt kritiseret af G77-landene, og den danske støtte til Afrika risikerer at blive tomme ord, når forhandlingerne spidser til, og en samlet aftale om niveauet for udledning af CO2 og de store udviklingsøkonomiers bidrag til reduktionerne skal afvejes mod kravet om kompensation.

Et andet stridspunkt er kontrollen med pengene. De afrikanske lande ønsker, at de selv bestemmer, hvad de skal bruges til, og har lagt afstand til en klimafond, der styres af Verdensbanken.

De afrikanske lande er bange for en gentagelse af den såkaldte Clean Development Mechanism, som blev oprettet under Kyoto-aftalen, og som skulle finansiere miljøprojekter med entydig effekt på drivhuseffekten.

Men kontrolmekanismerne i CDM har været så strenge, at de afrikanske lande ikke har kunnet leve op til betingelserne. Af 1938 klimaprojekter finansieret via CDM er kun 22 gennemført i Afrika syd for Sahara.

– En reform af CDM-kriterierne, der gør CDM mere attraktiv for de fattige lande, må indgå som et element i klimaforhandlingerne, påpeger Ulla Tørnæs.

Den store ubekendte for de fattigste lande, herunder de afrikanske, er, hvorvidt de store udviklingsøkonomier, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, bliver ved med at bakke op om de fattigste landes krav om penge til klimatilpasning. Eller om de vil sælge ud af dette krav for selv at slippe så billigt som muligt gennem kravene om CO2-reduktion.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk