Et råb om klimaretfærdighed

– Vi er meget bekymrede. Uden søen er der ikke mere liv. Tidligere var der altid vand, men nu tørrer søen i stigende grad ud, og ikke engang lige efter regntiden er den helt fuld. Perioden med meget lidt vand bliver længere, fortæller Amidou Mamoudou, som er talsmand for de lokale indbyggere.

Sammen med lokalbefolkningen har Naturama udarbejdet en handlingsplan, som skal imødegå konsekvenserne af tørken med blandt andet træplantning, indretning af særlige drikkesteder til kvæget, så der slides mindre på bevoksningen, og undervisning af lokalbefolkningen i, hvordan de fortsat kan udnytte træernes blade som foder, uden at træerne går ud.

– Planen koster 10.000 kroner. Men vi har endnu ikke fundet nogen, der kan finansiere den, siger Frédéric Somé.

Oursi-søen handler om klimatilpasning. Om hvordan Afrikas befolkning kan overleve med mindre nedbør, flere ekstreme meteorologiske fænomener som stærk tørke og stærke, lige så ødelæggende, regnskyl. Og især om, hvor pengene skal komme fra.

Ifølge Verdensbankens beregninger vil klimatilpasning i u-landene koste mellem 75 og 100 milliarder dollar om året mellem 2010 og 2050, heraf 50 milliarder i de afrikanske lande, som vil komme til at mærke de alvorligste konsekvenser af klimaændringerne.

De møder derfor op i København med et krav om kompensation i milliardstørrelsen uden på forhånd at have lagt sig fast på et officielt beløb. Men der tales om alt mellem 20 og 100 milliarder dollar om året.

– Vi mærker allerede klimaforandringerne i Sahel-landene. Regnbælterne har forskubbet sig sydpå med 200 milimeter, så de egne, der tidligere fik 800 milimeter nedbør om året, nu kun får 600, og de, der var vant til 1000 milimeter, kun får 800, siger Issa Bikienga, administrerende direktør i de ni vestafrikanske Sahel-landes fælles tørkekommission, CILSS.

– Der findes ingen entydig klimamodel for Afrika, men de oplysninger, vi har, tyder på, at vi vil få et meget mere uforudsigeligt klima med flere voldsomme klimafænomener som stærk tørke og store regnskyl, siger Issa Bikienga.

At de ekstreme fænomener skal tages alvorligt, blev befolkningen klar over, da Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, blev oversvømmet den 1. september ved det største regnskyl i næsten 100 år. 150.000 mennesker mistede deres hjem og alt, hvad de ejede, da et kraftigt regnskyl med 260 milimeter regn på under et døgn skyllede deres huse af ler væk og forårsagede skader på broer, dæmninger og diger til en værdi af 70 millioner kroner ifølge regeringens skøn.

– Hvis vi skal undgå en gentagelse, skal vi styrke diger og dæmninger, flytte befolkningerne væk fra oversvømmelsestruede kvarterer og især udvikle et bedre varslingssystem, så vores meteorologiske institut kan forudse regnskyllene. Alene denne sidste post vil koste mellem 20 og 30 millioner kroner, som meteorologisk institut ikke har, påpeger Blaise Bobodo Savadogo fra det statslige miljøorgan, CONEDD, som er ansvarligt for landets handlingsplan for klimatilpasning.

Alle de mindst udviklede afrikanske lande har nemlig udviklet en sådan handlingsplan, den såkaldte NAPA, som støttes af Kyotoaftalens klimafond, Global Environment Facility med 172 millioner dollar.

Burkina Fasos handlingsplan, som er rettet mod landbrug, kvægdrift, skovdrift og vand, fokuserer også på at udvikle dyrkningsmetoder og kornsorter, som er tilpasset de nye klimatiske forhold.

En anden stor post er energisektoren. Brugen af træ til brændsel, især til madlavning, bidrager til skovdøden i Sahel-landene, og også her koster det penge at lære befolkningen at lægge vanerne om, udvikle en bæredygtig skovhugst og øge beplantningen med træer.

Og hvis flere end de nuværende 10 procent af indbyggerne i Sahel-landene skal have adgang til elektricitet, forudsætter det milliard- investeringer i solenergi.

– Kapaciteten til at opsuge ekstra klimapenge er til stede i et land som Burkina Faso, selvom man må gøre et indsats for, at de relevante ministerier i højere grad tager hensyn til klimatilpasning i deres strategier og planer, mener den danske ambassadør i Ouagadougou, Mogens Pedersen.

Ambassaden administrerer blandt andet to pilotprojekter om klimatilpasning, som Danida netop har iværksat i Burkina Faso.

– Men pengene skal tænkes ind i de eksisterende udviklingsprogrammer. Man skal ikke regne med, at pengene resulterer i synlige separatprogrammer, som nogle donorlande ellers så godt kan lide, siger Mogens Pedersen.

– Vi kender mange af løsningerne. Men hvis det ikke passer de rige lande at betale, må vi bare dø, lyder det bittert fra Zenabou Senola.

Hun er repræsentant i Vestafrika for Global Alliance for Klimaretfærdighed og mener, at de rige lande har en moralsk forpligtelse til at betale for de klimaskader, de forvolder i Afrika.

– Det eneste, vi beder om, er kompensation for de problemer, I påfører os, siger hun.

Et krav som Ousman Wongo i Nannoro og Amidou Mamounou i Oursi sikkert ville støtte, hvis de ellers var klar over, hvorfor deres klima er gået grassat. Spørger man dem, lyder svaret som oftest:

– Fordi det ikke mere regner som før.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk