Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Allan Sørensen, mellemøst-korrespondent 
Allan Sørensen
Send artiklen 24 timer med kirken og klimaet til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

24 timer med kirken og klimaet

1 / 6

Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, stod for prædikenen ved den tværreligiøse gudstjeneste i Københavns Domkirke i går. Klik på billedet for at se flere billeder fra et døgn med kirken og klimaet.-

- Malene Korsgaard Lauritsen.

Kommenter Hold mig opdateret

Weekenden bød på ærkebiskopper, demonstrationer og gudstjenester for klimaet

Det begynder lørdag klokken 13. Tusindvis af mennesker strømmer til Christiansborg Slotsplads i hjertet af København for på fredelig vis at demonstrere for en god klimaaftale. Der er mødre med rødkindede babyer i barnevogne, der er bedsteforældre med strikhuer og unge fra hele verden med skilte, bannere og balloner.

Også mange kirkelige organisationer er mødt op for at tage en tørn for skaberværket. Bannerne for Folkekirkens Nødhjælp og den engelske organisation Oxfam blander sig med deltagere fra de 163 andre ikke-politiske organisationer, som er mødt op.

En ældre svensk julemand har stillet sig midt på gaden i et stille oprør "Bla, bla, bla. Act Now" står der på hans skilt.

Fra scenen råber en række talere på skift til det engagerede publikum.

Annonce
– Hvad vil vi have?

– Klimaretfærdighed, råber folk tilbage.

Midt inde i det enorme menneskehav – arrangørerne siger, der er 100.000, politiet siger 25.000 – står Annelise Sylvestersen og Karin Sørensen, begge 64 år. De er begge erfarne demonstranter og nyder at komme lidt på barrikaderne igen. De er her for deres børns og børnebørns skyld, fortæller de.

– Vi må være til stede, ellers kan vi lige så godt give op. Vi tror på, at det hjælper at demonstrere, fortæller de.

Inden demonstrationen bliver sendt af sted, går en grøn teatergruppe på scenen. Den opfordrer til, at alle giver sin sidemand et knus, og sådan spirer næstekærligheden i København.

Mens demonstrationen hen ad eftermiddagen forsætter ud mod Bella Center, er der kirkelige aktiviteter mange andre steder i byen. Den engelske St. Alban?s kirke holder åbent alle dage under topmødet, og i DGI Byen, hvor en masse organisationer holder til under topmødet, har Grøn Kirke en stand. Men det er ikke kun de kirkelige græsrødder, der er kommet til Danmarks hovedstad.

Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, der er åndeligt overhoved for den anglikanske kirkes 80 millioner mennesker, deltager også i klimabegivenhederne i København. Han har i mange år været fortaler for, at også kirkerne må deltage i kampen for skaberværket og har ikke meget til overs for folk, der sidder med hænderne i skødet.

– At foreslå, at Gud vil gribe ind og beskytte os mod vores kollektive dårskab i forhold til klimaet, er både ukristeligt og ikke-bibelsk, har ærkebiskoppen udtalt ved en tidligere lejlighed.

Klokken 18 er lyset tændt i Trinitatis Kirke ved Rundetårn, og mennesker fra hele verden begynder stille at liste ind og sætte sig på bænkene. Der er julestemning med granbuketter og stearinlys. Men det grønne vidner måske også om, at det er en gudstjeneste i klimaets navn. Aftenbønnen, som gudstjenesten bliver kaldt, foregår efter engelsk opskrift med blandet andet veksellæsning og stilhed. Det er nemlig her Rowan Williams om lidt vil prædike. Det er ærkebiskoppens egen idé at lave en aftenbøns-seance. Ganske vist prædiker han også ved søndagens store gudstjeneste i domkirken med mange fine gæster. Men han vil også gerne medvirke ved en gudstjeneste, der er åben for alle.

– Det er vores fiasko, der har bragt os her til København. Vi er skabt i Guds billede og må derfor være tro i forhold til skaberværket, men det har vi ikke været, siger ærkebiskoppen.

– Vi har syndet mod skaberværket, og at ignorere det faktum er blasfemi mod Gud. Vi viser det falske menneskes ansigt til verden, fortsætter ærkebiskoppen.

Da han er færdig med sin refleksion, er der plads til, at folk fra menigheden kan stille spørgsmål.

Venlig som han er, går det sortklædte overhoved for hele den anglikanske kirke personligt ned til hver eneste spørger, så han er sikker på at forstå spørgsmålene rigtigt. Efter aftenbønnen hilser han på alle med et smil og trykker hånd.

Imens lyder et postludium af Bach, en af ærkebiskoppens favoritter ifølge hans hjemmeside.

Det er søndag morgen klokken 9 på Østerbro, og for første gang i lang tid skinner solen fra en knitrende blå himmel. Et særligt skib, "Pearl of Scandinavia", har netop lagt til kaj i Københavns Havn. Ombord er omkring 1200 aktivister og kirkefolk fra Norge. Også de norske biskopper er med på det, de kalder en klimasejlads. De har valgt at sejle sammen for at udlede så lidt CO2 som muligt, og i løbet af den lange sejltur har de haft seminarer om klima.

På lang afstand kan man se bannere fra organisationerne Kirkens Nødhjælp og Fremtiden i Vore Hænder vaje i vinden. Det er netop de to organisationer, der har arrangeret sejlturen.

Det er svært at mase sig frem på dækket, der er fyldt med glade nordmænd med vintertøj og klima-badges. De fleste er udstyret med små hamre af træ og en træplade.

– Det er for at få hamret en ordentlig klimaaftale på plads i København, lyder forklaringen.

Der er politiske taler, sang og musik, inden den store flok går fra borde for at deltage i forskellige kirkelige klimaarrangementer i København.

– Lad os bede for klimatopmødet. Må Gud vise vejen og velsigne det. Amen, siger biskop i Borg Stift, Helga Haugland Byfuglien.

– Amen! Råber den norske delegation tilbage.

Klokken 11 er Rådshuspladsen i København proppet med mennesker. Alles øjne er rettet mod den store scene, hvorfra konferencier Clement Kjærsgaard styrer showet. Han er vært ved Folkekirkens Nødhjælps store kampagne "Countdown to Co2penhagen", som kulminerer i dag. Om lidt bliver det afsløret, hvor mange underskrifter organisationen har samlet ind på vegne af verdens fattigste. Underskrifterne skal afleveres til politikerne i Bella Center af FN?s klimachef, Yvo de Boer.

Men inden da skal han have overrakt underskrifterne af en helt særlig person, nemlig selveste Desmond Tutu, nobelpristager og sydafrikansk ærkebiskop, der er kommet hele vejen til Danmark.

– Hvor mange præster er til stede, råber Clement Kjærsgaard.

– Yeah, råber en stor folkemængde.

– Hvor mange biskopper er til stede, råber Clement Kjærsgaard.

Brølet er denne gang noget mindre, men overalt på pladsen ser man repræsentanter fra forskellige religioner. En præsteskjorte her og en munkekutte der. Også flere af de danske biskopper befinder sig i mængden.

En af deres norske kolleger, Tor Berger Jørgensen fra Sør-Hålogaland stift, er netop gået i land i København. Han var med på klimasejladsen med "Pearl of Scandinavia".

– Det var vældigt godt. Kirken ønsker at være en drivkraft i klimaspørgsmålet. I Norge har kirken fokuseret på topmødet i København det sidste år, fortæller biskoppen.

I det samme overtager en anden biskop i bogstaveligste forstand scenen.

– Godmorgen, hvilket vidunderligt syn, råber Desmond Tutu glad og henviser til den store menneskemængde, som er mødt frem. Selvom ærkebiskoppen både er boblende og dansende, er han også trist på klimaets vegne. Og han tror, at Gud har det på samme måde.

– Når Gud ser Darfur, Gaza og Zimbabwe, græder han. Han siger, ?hvorfor skabte jeg dem? Se, hvad de gør?. Men når Gud ser ned på København, siger han, her er ?Hopenhagen?. Og så begynder han at smile. Han ser på jer, og en lille engel tørrer hans tårer væk. Gud siger, I er fantastiske, lyder det fra ærkebiskoppen.

– Hvis vi ikke løser problemerne, vil ingen overleve. Vi vil alle enten blive vindere eller tabere. Denne verden er stor nok til os alle. Der skal ikke være mere sult, fattigdom og krig, fortsætter Desmond Tutu.

Der er dog også meget at glæde sig over. Det viser sig, at klimachef Yvo de Boer kan tage 512.894 underskrifter med til politikerne i Bella Center.

– Tak til alle dem, der har underskrevet. Og tak til de millioner, der gerne villa have skrevet under, men som ikke havde muligheden, siger Yvo de Boer.

Allerede inden festlighederne på Rådhuspladsen er helt forbi, begynder en del mennesker at trække mod Københavns Domkirke, som denne eftermiddag vil danne ramme om en fantastisk tværkirkelig gudstjeneste med deltagelse af masser af kirkefolk fra hele verden.

Ved kirkedørene sender en isbjørnestatue - formet i is - signaler om, at det er klimaet, der er i fokus i dag. Masser af mennesker tager allerede tidligt opstilling foran kirken. De heldige har adgangskort og vil bare ind for at få en god plads. En anden lang kø består af de massevis af mennesker, som drømmer om at være med til gudstjeneste for skaberværket, men som endnu ikke har fået fingre i den magiske adgangsbillet.

Gudstjenesten begynder klokken 14, men langt tidligere er kirken næsten fuld. Smuk korsang fra Afrika, Grønland og Danmark indleder begivenheden, og så kommer de ellers, Tutu, Williams, biskopper fra hele verden og vores egen dronning og statsminister. Der er fantastisk korsang, storladne salmer og videokunst under kirkens hvælving. Det er Rowan Williams, der prædiker, og Desmond Tutu står for velsignelsen.

– I skal ikke være bange. Handl i kærlighedens navn, lyder opfordringen fra Williams, der høster klapsalver fra den propfyldte kirke.

Præcist klokken 15.00 begynder domkirkens klokker at ringe de 350 slag for skaberværket, som Kirkernes Verdensråd har opfordret alle kirker verden over til at gøre. Omkring 30 procent af Danmarks kirker har taget udfordringen op, men også kirker fra Afrika i Syd til Grønland i nord ringer for kloden. Mens klokkeringningen kalder til bøn og håb, får hver eneste kirkegænger et tændt stearinlys, og på klimabevidst vis bliver det meste af kirkens elektriske lys slukket.

Afslutningssalmen er "Dejlig er jorden", som man kan synge enten på engelsk eller dansk alt efter, hvad der passer en bedst.

Og det er jo lige præcis den, kirkernes klimakamp handler om. Den dejlige jord.

schelde@kristeligt-dagblad

Se video med Rowan Williams, der læser adventsdigt op, og Desmond Tutu, der overrækker underskrifter på vegne af verdens fattigste, på

kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock