Det var helt nostalgisk at se weekendens større og mindre demonstrationer i København for et bedre klima. "Demo'erne" gav mindelser om storhedstiden i 1960'erne og 1970'erne, da temaet typisk var atomkrigen, Vietnamkrigen eller krigen mod den til enhver tid siddende regering. Endnu længere tilbage har demonstrationer været en naturlig del af kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår, for ligestilling, ja, for selve demokratiet. Som bekendt fik Danmark sin første Grundlov efter en fredelig demonstration i hovedstaden.

Retten til at demonstrere er en integreret del af den højt besungne ytringsfrihed. I den sammenhæng var den folkelige klimademonstration lørdag eftermiddag forbilledlig. Fredelig, fantasifuld og skarpe budskaber til beslutningstagerne i Bella Center. Man kan dog i en parentes indvende, at demonstrationer altid vil have en farisæisk efterklang. I et vist omfang skyder de demonstrerende jo ansvaret fra sig. Det er altid de andre, der skal gøre noget: Regeringerne, statslederne eller virksomhederne. Hvor sandheden, i det mindste i klimadebatten, er, at hver enkelt borger har kolossale muligheder for at gøre noget på egen hånd. Isolere, spare på energien, flyve mindre, sælge bilen, købe mindre oksekød og så videre.

Alligevel må vi principielt forsvare retten til at forsamles og ytre sig frit, uanset at retten kan misbruges. Det er så ærgerligt, at nogle få hundrede ballademagere, nu kaldet "klimalømler", skal have lov at ødelægge festen for det meget store flertal, som godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Men sådan er det hver eneste gang, der holdes et stort, internationalt møde. Så tropper det omrejsende, globale cirkus af unge urostiftere op for at sætte brand i gaden, I den forbindelse er det fuldstændigt underordnet, hvad temaet for mødet er.

Stenkast mod politibetjente eller groft hærværk kan aldrig blive acceptable midler i et demokrati. Men hvad stiller demokratiet op, når det alligevel udfordres med de metoder, som det skete i weekenden? Det danske politis svar var at tilbageholde næsten 1000 demonstranter "administrativt" i helt op til 12 timer, som den seneste stramning af loven, lømmelpakken, har åbnet mulighed for. I skrivende stund sikrede den resolutte indgriben, at urolighederne blev holdt nede, men prisen synes at have været høj. Mange af de tilbageholdte har næppe haft den ringeste plan om at optræde kriminelt, men de er alligevel røget med i politiets store garn. Det er retssikkerhedsmæssigt dybt problematisk. Der bør ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved, at Danmark er et åbent og velfungerende demokrati.