Trange tider på samfundets bund

I en lille, trang kvistlejlighed på Nørrebro i København bor Aksel Petersen. Han har været arbejdsløs hele vinteren, og derfor har han og hans familie pantsat såvel sengetøjet som radioen. For at få sin sparsomme arbejdsløshedsunderstøttelse skal Aksel møde til kontrol i arbejdsløshedskassen hver morgen, men det er svært at komme op denne morgen.

Hans kone, Ingrid Petersen, er allerede af sted på arbejde. Familien overlever ved, at hun kan arbejde med at gå til hånde for borgerskabet, og ved, at de to ældste sønner på 11 og 9 år kan tjene lidt penge som mælkedreng og købmandsbud.

Parret har i alt fem børn, og Ingrid venter et sjette barn – som hun dog har forsøgt at abortere ved hjælp af en modersprøjte. Hverken hjemmet eller økonomien kan rumme flere børn. I forvejen bliver spisebordet hver nat vendt om og brugt som barneseng.

I virkeligheden findes familien Petersen ikke i en kvistlejlighed på Nørrebro, men derimod som fiktive hovedpersoner i udstillingen "Trange tider" på Arbejdermuseet i det indre København. Den arbejdsløshedsramte arbejderfamilie anno 1933 er et eksempel, som skal vise, hvor dyb fattigdom en familie pludselig kunne synke ned i på dét tidspunkt.

– Hvis man med ét ord skal sige, hvad der manglede i 1933, som gjorde forskellen på fattigdommen dengang og nu, er svaret, at velfærdsstaten manglede, siger Peter Ludvigsen, direktør for Arbejdermuseet.

Hvis man ser bort fra den ekstreme situation under Anden Verdenskrig, er de første år af 1930'erne ifølge museumsdirektøren den periode i det 20. århundrede, hvor fattigdommen var størst i Danmark. Både før og siden har mennesker måttet undvære meget, og samfundet har altid haft en bund af mennesker uden hjem og i stor nød. Men det særlige ved de tidligere 1930'eres arbejder-fattigdom var ifølge Peter Ludvigsen, hvor lidt der skulle til for at hive tæppet væk under en ellers velfungerende familie.