Klimaet er sat på kvoter

I Bella Center kan den danske stat bryste sig af, at topmødet er klimaneutralt, fordi den har købt, hvad der svarer til 100.000 CO2-kvoter, ved at investere i et energivenligt teglværksprojekt i Bangladesh. Hver kvote giver ret til at udlede et ton CO2 og svarer dermed til 100.000 flyrejser fra København til Bangkok – så de mange deltageres flyrejser skulle takket være den avancerede byttehandel være dækket ind.

Baggrunden for CO2-kvoter er, at de industrialiserede lande i Kyoto-aftalen har lovet at skære deres energiforbrug ned. Derfor er der kun en vis mængde CO2 til rådighed for virksomhederne. CO2 er så at sige blevet rationeret, og de forskellige virksomheder og lande har hver fået en stribe rationeringsmærker (CO2-kvoter), som de benytter sig af, når de producerer og bruger energi.

På samme måde, som det ofte sker, at rationeringsmærker bliver købt og solgt mellem mennesker, fordi nogle spiser meget smør, men ikke har brug for mærker til tobak, er systemet med CO2-kvoter et forsøg på at gøre det muligt for virksomhederne at købe ekstra CO2, hvis de bruger mere energi, end de har kvoter til. Omvendt kan virksomheder, der har været gode til at spare på energien eller har faldende produktion, sælge den CO2, de har tilovers.

Der er groft sagt tale om tre typer af kvoteordninger.

Den første ordning hører under EU og omfatter cirka 11.000 meget energitunge virksomheder inden for EU, herunder 360 danske virksomheder. De køber og sælger CO2-kvoter til hinanden, afhængigt af hvem der har "ledig" CO2.