Pludseligt Porvoo-medlemskab

DA MAN I 1995 diskuterede, om folkekirken skulle gå ind i Porvoos forpligtende samarbejde mellem de evangeliske kirker og den anglikanske kirke, strandede forslaget. Fra stemmer i folkekirken blev det blandt andet fremført, at vi fra Reformationens indførelse i 1536 havde gjort op med den såkaldte apostolske succession, som Porvoo-kirkerne bygger på.

Hermed mente man, at biskoppernes autoritet gik direkte tilbage til apostlen Peter, som Jesus ved håndspålæggelse havde gjort til sin repræsentant på jorden. Reformatorerne brød kontinuiteten ved at lade Johann Bugenhagen, der ikke selv var bispeviet, indvie de første danske biskopper. Det var en væsentlig grund til, at biskopperne i 1995 afviste at underskrive erklæringen. Har spørgsmålet om successionen fundet en afklaring i 2009?

I forbindelse med Porvoo-debatten i 1995 blev det klart, at ikke mange anerkendte bispernes ret til at tale på kirkens vegne, end ikke efter høring i menighederne.

Ifølge denne konsekvente opfattelse har ingen ud over den enkelte menighed ret til at udtale sig om noget som helst.

Denne manglende autoritet opfattes imidlertid som en styrke ved folkekirken af de mest fremtrædende danske teologer, som kirkehistorikeren Leif Grane udtrykte det: "Bortset fra alle nuancer kan man vel sige, at lutherdommens afvisning af en guddommelig kirkeordning gør dens kirkesyn langt mindre forståeligt for udenforstående end de kirker, der har en anderledes evne til at forene den ydre ordning med fordring på, at den synlige kirke kan tale på Guds vegne også uden for den gudstjenestelige sammenhæng."

Så når vi spørger efter kirkeordning, er det vigtigt at begynde med ordet "kirke" og kirke, "ekklesia", betyder os, som er kommet sammen for at høre evangeliet og modtage sakramenterne. Herefter må lokale og nationale forhold afgøre, hvad man skønner er den bedste ramme og ordning.

Det mellemkirkelige Råds beslutning er et glimrende eksempel på, hvordan en kirkelig synode kan handle. De enkelte menigheders og præsters stemme overhøres ganske. I dag sender Kirkeministeriet sager til høring hos en meget bred kreds "i det folkekirkelige landskab", inden en beslutning træffes.

Det mellemkirkelige Råds beslutning bryder "med en uformel og demokratisk kultur" og bidrager kun til, at den almindelige skepsis til internationale kirkelige organisationer stiger yderligere. Heldigvis lykkes meget mellemkirkeligt arbejde på sogneplan.

Steffen Ravn Jørgensen er domprovst i Helsingør Stift