Helt eller slyngel?

Med EU?s kvotesystem for CO2-udledning har erhvervslivet for første gang fået et klart økonomisk incitament til at skære i sin forurening. Det koster dyrt, hvis man overstiger den tilladte udledning, og der er tilsvarende at vinde, hvis man udleder mindre og derfor kan sælge ud af sine kvoter.

Det er systemets helt store styrke, forklarer partner i Ea Energianalyse Mikael Togeby. Tidligere kunne man kun regulere udledningen gennem statslige afgifter, men de var meget små for de største industrier af hensynet til vækst.

Den anden store styrke er, at de, der har mulighed for at skære i udledningen med en omkostning, der ligger under prisen for en CO2-kvote, gør det. De, der ikke har, må købe ekstra kvoter, og dermed sker nedskæringerne der, hvor man får mest klima for pengene.

Kvotesystemets klare svaghed er, at det ikke er lukket omkring EU. Virksomhederne kan også købe såkaldte CO2-kreditter af u-landene. Det betyder, at i-landene kan blive ved med at forurene, hvis de investerer i miljø- og energivenlige tiltag i u-landene. Men disse tiltag er af varierende kvalitet, og det er umuligt at beregne deres reelle effekt.

Hertil kommer, at en virksomhed kan overføre kvoter til kommende år, hvis de har for mange. Giver man en CO2-kvote i gave, kan der gå helt op til 10 år, før man kan være sikker på, at den har haft en effekt på klimaet, siger leder af klimaprogrammet hos WWF Verdensnaturfonden John Nordbo.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk