Minaret-debat er billede på vestlig identitetskrise

Debatten om minareter og burkaer handler om, at Europa aldrig har fået afklaret spørgsmålet om den kristne arv og arven fra Oplysningstiden, mener forskere

Efter den schweiziske afstemning om at forbyde minareter er krav om lignende afstemninger blevet fremsat af højrepartier i blandt andet Danmark, Holland, Frankrig og Italien. Og det er ikke udelukket, at resultatet ville blive det samme, selvom begrundelserne for et forbud er forskellige.

I Italien sker det med henvisning til landets katolske identitet, og det højrepopulistiske regeringsparti, Lega Nord, krævede samtidig et kors indføjet i det italienske flag. Lige omvendt har Marine Le Pen, datter og sandsynlig arvtager efter lederen af Front National i Frankrig, Jean-Marie Le Pen, brugt kravet om et minaretforbud til at fremstille sig selv som "en af Frankrigs sidste forsvarere af verdsligheden".

– Der er to fløje i bekæmpelsen af islams synlighed i Europa, påpeger islamspecialist Olivier Roy, som leder afdelingen for samfundsstudier ved Europæiske Universitetsinstitut i Firenze.

– Den ene fløj henviser til Europas kristne arv, den anden til arven fra Oplysningstiden, rationalismen og adskillelsen mellem religion og politik. Kun når disse to fløje er enig, kan der vedtages love, der begrænser religionens plads i det offentlige rum, mener Olivier Roy.

Han er ikke den eneste, som undrer sig over, at det sekulariserede, i nogen grad afkristnede, Europa griber enhver anledning til at protestere mod synliggørelsen af islam i det offentlige rum.

– Det, vi i virkeligheden debatterer, er, hvilken form for verdslighed Europa skal have i dag, mener Stefano Allievi, professor i sociologi og islamspecialist ved universitetet i Padova, som netop har afsluttet en undersøgelse af de europæiske landes håndtering af ønskerne om moskébyggerier.

Eller, som Jean-Paul Willaime, direktør for Europæisk Institut for Religionsvidenskab ved Sorbonne Universitetet i Paris, udtrykker det:

– Islam er i mange henseender blevet geigertælleren for europæernes identitet og for det tvetydige, uafklarede forhold til den historiske arvs forskellige facetter.

Det er for eksempel ikke en tilfældighed, at debatten om islams synlighed forløber parallelt med en diskussion om de kristne symbolers plads i det offentlige rum.

Umiddelbart før minaretafstemningen i Schweiz pålagde Den Europæiske Menneskretsdomstol Italien at fjerne kristne kors fra klasseværelserne i de offentlige skoler. Ligesom minaretdebatten har spredt sig til andre lande, har krucifiksdebatten i Italien grebet Spanien, og lignende diskussioner har fundet sted i Tyskland.

Hver gang mødes kravet om at holde religiøse tegn ude af det offentlige rum med en henvisning til den kristne arv, som kommer til at stå i kontrast til både sekulariseringen og det multireligiøse samfund.

– En af pave Benedikts store mærkesager er netop at få knyttet de to sider af Europas kulturelle arv sammen. Det er den samme debat, der føres om store samfundsspørgsmål som for eksempel abort og homoseksuelles rettigheder, påpeger Olivier Roy.

– Men i virkeligheden har vi meget svært ved at skelne mellem religion og kultur, og det er et af problemerne i forhold til spørgsmålet om religionens plads i det offentlige rum. I spørgsmålet om de kristne kors i skolerne argumenterede den italienske regering for, at der ikke var tale om religiøse symboler, men om et symbol på Italiens historie og kultur, og dertil måtte Menneskeretsdomstolen svare nej, et kors er et religiøst symbol, siger Roy, hvis seneste bog, "Den hellige uvidenhed", analyserer den moderne religiøsitet.

– De eneste religiøse bevægelser, som har fremgang i disse år, er bevægelser, der hævder religionens rolle som en social kraft, der ikke bare skal henvises til det private rum. Det gælder de kristne evangelikale bevægelser, det gælder jødiske bevægelser som Loubavitc, og det gælder islam. Det er denne situation, som sætter religionens plads i det offentlige rum på dagsordenen og udfordrer vores syn på sekularisering af samfundet, siger han.

– Kravet om adskillelse af religion og politik og henvisning af religion til det private rum er i vid udstrækning retorisk, mener Stefano Allievi.

– For samtidig med, at der stilles krav om, at religionerne ikke må være synlige i det offentlige rum, rejses der også krav om særbehandling af flertalsreligionerne, som skal have plads i kraft af deres status som kultursymboler. Det, vi diskuterer, er i virkeligheden den religiøse pluralisme. Sydeuropæiske katolske lande og nordeuropæiske protestantiske lande har længe kunnet bilde sig ind, at de var religiøst homogene, selvom der var masser af religiøs dissens i form af for eksempel new age og ny-buddhister, hvortil nu kommer islam. Vi har fået en model til at løse sociale konflikter takket være de demokratiske institutioner, men vi har ikke en model, der kan løse konflikter om religion, siger han.

Det har vi ikke, netop i kraft af adskillelsen af religion og politik, påpeger Olivier Roy.

– Politikerne har ikke legitimitet til at afgøre, hvad der er god og dårlig religionsudøvelse. De eneste, der kan trække disse grænser, er domstolene, som i sidste ende afgør de tvister, der udkæmpes i den offentlige debat, understreger han.

Diskussioner om moskéer og minareter er derfor vigtige, fordi de bidrager til at udvikle en ny konsensus mellem sekularisering og tro, mener Stefano Allievi.

– Men det er kedeligt, at de begrænser sig til islam, fordi de bliver spændt for populistiske eller partipolitiske interesser i stedet for at tage fat på de grundlæggende og principielle spørgsmål om forholdet mellem religion og politik, siger Stefano Allievi.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk