Han vinker imødekommende og sender et varmt smil, da han får øje på Kristeligt Dagblads medarbejdere.
Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury og åndeligt overhoved for den anglikanske kirkes 80 millioner medlemmer, er lige så venlig, som han er teologisk vidende. Og det siger ikke så lidt. Som tidligere teologiprofessor ved det højtestimerede Oxford Universitet og som forfatter til masser af teologiske bøger og tidsskrifter er han en af vor tids vigtigste og dygtigste teologer.
Vi befinder os hjemme i Københavns biskop Peter Skov-Jakobsens private gemakker. Han har venligst udlånt sit kontor, så medierne kan få lidt alenetid med den karismatiske ærkebiskop, der efter paven i Rom er en af verdens mest indflydelsesrige religiøse ledere.
Rowan Williams er i København for blandt andet at prædike ved to tværkirkelige gudstjenester i anledning af klimatopmødet. Den første finder sted umiddelbart efter interviewet, så ærkebiskoppen har allerede iført sig det sorte tøj og sit store sølvkors.
Hans gråhvide fuldskæg dækker næsten for den karakteristiske hvide firkant på hans præsteskjorte, og de markante øjenbryn vipper, når han taler om klodens tilstand. Netop klimaet og bekymringen for Guds skaberværk har været en af ærkebiskoppens mærkesager i mange år, og han lægger ikke fingre imellem, når han siger, at det er blasfemisk, at vi som mennesker forsøger at ignorere, at vi har syndet mod skaberværket.
Kirken og klimaet er også det, vi skal tale om i dag. Under COP15 er det ved flere lejligheder blevet nævnt, at klimaproblemet kan forene verdens kirker og religioner. Det mener ærkebiskoppen er ganske naturligt.
– Udfordringen med klimaforandringerne er noget, der påvirker hele menneskeheden.
– Det er ikke noget, som noget land, nogen religion eller nogen kirke kan klare alene. For stigende verdenshave og stigende temperaturer stiller ikke spørgsmål til vores filosofi, de sker bare. Derfor er klimaforandringerne en fællesmenneskelig udfordring, siger han.
Men ud fra en kristen tankegang slutter verdenshistorien med jordens undergang og Jesu genkomst. Hvorfor skal kirkerne så overhovedet gøre noget ved klimaproblemerne?
– Allerede i Det Nye Testamente beskæftiger man sig med det spørgsmål. Menneskene på den tid spurgte: "Hvorfor skal vi arbejde, hvis verden alligevel ender, hvorfor skal vi tænke på de kommende generationer". Men vi ved netop ikke, hvornår det vil ske, og hver dag er vi ansvarlige for os selv og for andre. Og det vil jeg gerne inddrage i spørgsmålet om klimaforandringerne.
– Vi må gøre, hvad der er godt i dag og i morgen. Hvis Kristus kommer i morgen, skal han stadig findes os arbejdende for de gode sager og for vores land. Det var Martin Luther, der sagde, at hvis jeg vidste, at verden ender i morgen, vil jeg stadig plante et træ i dag, siger ærkebiskoppen med et smil.
I Danmark fylder diskussionen om kirke og stat en del i den kirkelige klimadebat. Klokkeringningen for klimaet søndag var tæt på at blive overdøvet af det verbale slagsmål om, hvor politisk kirken må være. Ifølge Rowan Williams har kirken altid ret til at involvere sig i de mere moralske emner på den politiske scene.
– Kirken kan ikke tage beslutninger om politik og om, hvad en regering skal gøre ved givne problemer. Men kirken har en pligt til altid at stille spørgsmålet om, hvad der er det moralske indhold i regeringens program. Hvad er det moralske indhold i den offentlige debat? Jeg er ikke nervøs for beskyldninger om, at vi bliver for politiske. De beskyldninger hverken kan eller skal jeg imødekomme, understreger han.
I rollen som kirkeleder prøver ærkebiskoppen at få den bedst mulige rådgivning og læse de bedste undersøgelser om klimaforandringer, han kan komme i nærheden af.
– Men jeg foregiver ikke at være ekspert på klimaområdet. Som kirkeledere kan vi ikke debattere den videnskabelige forskning eller de økonomiske detaljer, men vi kan fortsætte med at spørge, hvad befolkningerne og regeringerne skal gøre for at beskytte det mest sårbare og for at udvise retfærdighed for de kommende generationer.
Som forkæmper for skaberværket og forbillede for mange millioner anglikanere tænker ærkebiskoppen meget over, hvilke signaler han selv sender. Ud over at skrive digte, der hylder skaberværket, forsøger han at leve så klimavenligt, som det kan lade sig gøre.
– Vi prøver som familie at være ansvarlige, både i forbindelse med genbrug og med vores energiforbrug. Den officielle bil, som jeg bruger i England, er en hybridbil, som dermed er med til at reducere udledningen af CO2.
– Sidste år reducerede jeg mine flyrejser betragteligt. Det er ikke noget, jeg kan gøre hvert år, men fra tid til anden er det vigtigt at sige, at man kan gøre det her. Det er en kamp hele tiden at være opmærksom, men vi forsøger, fortæller han.
Hvem inspirerer dig på klimaområdet?
– Det er et svært spørgsmål, men der er et par stykker, som taler på vegne af u-landene. Jeg tænker på Wangari Matthai fra Kenya, og alt det, hun har sagt om klimaforandringernes negative effekt på Afrika. Og nogle venner fra øerne i Stillehavet, for eksempel biskop Winston Halapua, som har talt om, hvordan han personligt mærker den stigende vandstand. Disse mennesker inspirerer mig på grund af deres mod, men også fordi de minder mig om, hvor alvorlige og presserende spørgsmålene er.
Er du håbefuld på klimaets vegne?
– Som kristen kan du ikke undgå at være håbefuld. Vi må se, hvad der kan gøres. Vi står over for en meget vanskelig opgave i disse dage i København og i de kommende år. Men hvis vi går til opgaven med glæde og med overbevisning, så skal vi nok hjælpe Gud i denne proces, siger Rowan Williams.