Titusindvis af danskere forlader hjemmet hen over julen og tager på yoga-retræte, højskoleophold eller charterferie. Det er dog ikke selve julen, de flygter fra – men derimod julens stress og gaveræs. For selvom man rejser ud og holder jul på utraditionel vis, er det stadig vigtigt, at der er plads til julesalmer, kirkegang og julemiddag. Det fortæller flere højskoler, yogacentre og rejsebureauer, som Kristeligt Dagblad har talt med.
To tredjedele af de omkring 35.000 danskere, der rejser til Syden med rejsebureauet Star Tour for at fejre jul, holder fast ved danske juletraditioner, fortæller salgsdirektør Stig Elling.
– De flygter ikke fra julen. De flygter fra al den ballade, der er forbundet med at arrangere og holde jul i en i forvejen travl hverdag. De fleste forsøger at holde en klassisk jul med julesalmer og juletræsfest. Der er typisk også nogle, der finder en katolsk kirke, hvor de går til midnatsgudstjeneste, fordi de oplever det som noget meget positivt, siger han.
Jette Berring, leder af Iyengar Yoga Center Copenhagen, arrangerer en yogatur til Goa i Indien henover julen. I alt er 16 tilmeldt yogakurset, og mange tager familier og børn med på rejsen.
– Vi arrangerer en stor familiejul med julemiddag på en restaurant, der pynter op. Nogle vælger at tage til katolsk midnatsmesse. På ferien kan forældrene dyrke yoga, og der er en lektiecafé for børnene. De vælger julens stress fra. Man skal bare stå op om morgenen og tage stilling til, om man vil have sukker eller friskrevet kokos på sin pandekage, siger hun.
Flere end otte højskoler slår i julen dørene op for folk, der ikke ønsker at holde jul hjemme. En af skolerne er Nørgaards Højskole, som de seneste år har holdt julekurser for ældre. Ligesom de foregående år er stort set alle 120 pladser revet væk.
– De ønsker at slippe for stress og gaveræs. De går til gudstjeneste juleaftensdag, synger salmer og danser om juletræet. Så det handler slet ikke om at opgive traditionerne. Tværtimod. Det handler om at finde ro, siger højskolens bogholder, Jane Madsen.
Konstitueret direktør for Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod, har forsket i danske skikke og peger på samme forklaring:
– Det er ikke julen som sådan, folk flygter fra, men travlheden og de mange forventninger, der er knyttet til julen. Traditioner som dansen om juletræet, julegaver og julemiddagen er indbegrebet af julen, og det ønsker folk ikke at undvære.
schnabel@kristeligt-dagblad.dkjohansen@kristeligt-dagblad.dk