Næsten ligesom Dylan

Det gør han meget dylansk og meget brandtsk, som han står der, den midaldrende århusianer, charmerende, stilfuld, i hvid skjorte og sort jakke, på en gang selvsikker og ydmyg og med 19 gendigtede dylanfortolkninger i guitarkassen og en række korte, beske replikker om hjembyen Århus i ærmet: "Lad så være med at lyde så pibet, at snyde er en del af selve livet", synger Brandt med sin velkendte ironi i en af de mere morsomme Dylan-fortolkninger, "Alle sammen bliver vi snydt".

Brandts akustiske guitar bakkes op af en håndfuld fænomenale unge musikere, ikke mindst landets mest efterspurgte guitarist, Rune Kjeldsen, der spiller med The Savage Rose og Niels Skousen. Dylans bluesrockende klassikere er formentlig aldrig blevet spillet bedre, ikke engang af manden selv.

Bag det velklædte og velspillende orkester placeret forrest på scenen med Brandt i midten udspiller der sig et underholdende sceneshow som en slags musikvideo til hver sang. Fire kvindelige performere danser rundt i snebyger, dynger af papir og hvide stole. Det er flot iscenesat og spændende koreografi i sig selv. Men meningen er faktisk ikke lige til at få øje på, når Trine Dyrholm kravler rundt på stiger og stole og synger og performer sig ind i musikken, og det til tider halsbrækkende, men flotte skue fjerner indimellem opmærksomheden fra Brandts rigtig gode tekster.

Men ved siden af den noget stillestående Brandt er Dyrholm trods alt et tiltrængt indspark, ikke mindst i den smukke ballade "Næsten ligesom en kvinde". Og på den måde er "Baby Blue" en ganske seværdig genopfindelse af teaterkoncerten.

"Det meste af tiden er jeg næsten tilfreds", synger Brandt.

Betty Nansen Teatret: Baby Blue. Musik: Bob Dylan. Danske tekster: Steffen Brandt. Scenografi: Maja Ravn. Til den 23. januar.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk