16. december 2009
På en konference mod korruption i Afghanistan brugte præsident Hamid Karzai taletid på at forsvare den højest placerede embedsmand, der er dømt for korruption
Det vil ikke lykkes Afghanistan at rydde op i den omfattende korruption inden for den nærmeste årrække. Det sagde landets præsident, Hamid Karzai, da han i går indledte en tre dage lang konference om korruption.
Karzai advarede mod at tro, at der kan findes en hurtig løsning på problemerne.
– Jeg er realist. Jeg ved, at korruption i vores regering og samfund ikke kan udryddes fra den ene dag til den anden. Vi kan heller ikke udrydde det inden for de næste år, sagde Karzai.
En række vestlige lande holder godt øje med, hvad præsidenten og hans regering gør i kampen mod den omfattende korruption. Særligt USA har stillet krav til Karzai om større gennemsigtighed og åbenhed som led i bekæmpelse af korruptionen.
Ikke desto mindre lagde Karzai ud med at forsvare den hidtil højest placerede embedsmand, som er dømt for korruption. Kabuls borgmester, Abdul Ahad Sayebi, som er udpeget af Karzai, blev i sidste uge idømt fire års fængsel for korruption. Sayebi er endnu ikke begyndt at afsone sin straf og var til stede ved anti-korruptionskonferencen, ikke langt fra USA?s ambassadør, som også var blandt deltagerne.
– Jeg kender borgmesteren. Han er ren, sagde Karzai, der mener, at Sayebi er offer for en hævnaktion fra personer, der er utilfredse med, at han ikke har tildelt dem et stykke statsejet jord. Karzai kræver, at justitsministeriet genåbner sagen, men understreger, at Sayebi naturligvis skal afsone sin straf, hvis han kendes skyldig.
Diplomater har på forhånd sagt, at konferencen er Karzais sidste chance for at vise, om han mener det alvorligt med at rydde op i korruptionen. En talsperson fra den amerikanske ambassade afviste at kommentere Karzais udtalelser på konferencen.
/ritzau/Reuters