Der er fortsat store knaster i forhandlingerne om en global klimaaftale, og bekymringen er især, at der ikke er tid nok til at fjerne dem
Tiden er den største modstander. Sådan lyder det igen og igen i Bella Center i disse dage. Man er nået langt på vejen mod en global klimaaftale, men de store aktører – EU, USA, Kina og de fattige lande – er stadig så langt fra hinaden, at det kan blive svært at få en aftale i hus på to døgn.
Formand for klimamødet, Connie Hedegaard (K), sammenligner processen med at give skoleelever lektier for. Uanset hvor lang tid, de får til opgaven, bliver den alligevel først løst i allersidste øjeblik.
Problemet er, at parterne fortsat står meget langt fra hinanden. Den tyske kansler, Angela Merkel, hører til de bekymrede, og hun tog i går en næsten times direkte telefonkontakt til sine kolleger i Storbritannien, Frankrig og USA. Det signalerer meget tydeligt, hvem der sidder med nøglerne til succes i København.
Her er de store kantsten, der fortsat skal forceres:
1. Kinas og USA's forpligtelser. Kina vil ikke forpligtes på bestemte mål for reduktion af CO2-udledninger. Det betragtes som et internt kinesisk anliggende. USA vil reducere sine udledninger, men slet ikke i samme målestok som europæerne. Og amerikanerne vil heller ikke acceptere bindende mål, hvis kineserne får frihjul. Det kan skade USA's i forvejen vanskelige konkurrencevilkår i forhold til Kina.
2. Kyoto-protokollens status. USA har ikke underskrevet FN's såkaldte Kyoto-protokol fra 1997. Den sætter mål for, hvor meget CO2-udledningen skal reduceres i forhold til 1990. USA vil ikke bindes op på, hvad der blev aftalt dengang, men vil tage udgangspunkt i 2005. Det stiller lande, som har underskrevet Kyoto, i en langt dårligere konkurrencesituation, og det vil de ikke finde sig i.
3. Hvor meget skal udledningen af CO2 nedsættes og hvornår? 20 procent eller 40 procent? I 2020, 2030 eller 2050? Det er stadig åbne spørgsmål.
4. Finansiering. Hvor mange penge vil det koste at reducere drivhusgasserne, og hvem skal betale? Hvis pengene kommer, hvem skal styre fordelingen af dem? Hvem skal have pengene? Det sidste vedrører især forholdet mellem den rige verden og de fattige lande. De sidste har organiseret sig i det såkaldte G77, der dog også omfatter knapt så fattige lande som eksempelvis Brasilien.
Connie Hedegaard har gennem to år haft jævnlige møder med ministerkolleger over hele verden, for eksempel med udflugterne til Grønland. Det er dette arbejde, hun håber kan bære frugt de næste to dage.
Men som det blev sagt på et pressemøde i Bella Center, kan man godt trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Spørgsmålet er, om den vil.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk