Ugens overraskelse: Kirkelig tilslutning til Porvoo

"HAR MAN FØRST besluttet sig for at spørge menighedsråd og præster, fanger bordet."

Således skrev daværende domprovst, nu biskop Karsten Nissen i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 5. september 1995 efter debatten om, hvorvidt den danske folkekirke skulle tilslutte sig Porvoo-erklæringen eller ej. Dengang blev svaret nej. Ved et bispemøde i slutningen af august 1995 fandt biskopperne, at høringssvarene fra danske menigheder og præster ikke gav udtryk for vilje til tilslutning til dokumentet.

Noget af det, der faldt medlemmer af den danske folkekirke mest i øjnene, var erklæringens opgradering af bispeembedet med vægtlægning på den historiske succession, som den danske folkekirke siden Reformationen ikke har tillagt nogen vægt.

I SNÆVER sammenhæng hermed blev spørgsmålet om kvindelige biskopper samt præster ordineret af sådanne bragt op som en mulig hindring for tilslutningen. På daværende tidspunkt var den anglikanske kirke ikke parat til at anerkende kvindelige biskopper. Et forhold, som har ændret sig på det seneste. Og et forhold, som til gengæld har fået dele af den anglikanske kirke til at påbegynde en tilnærmelse til den katolske kirke. Med andre ord. Der ligger en mulig kirkesplittelse og venter her.

Uanset om der er sket ændringer i synet på kvindelige biskopper og præster i den anglikanske kirke i England, er det ikke sikkert, at det samme gælder i de øvrige kirker, som er deltagere i Porvoo-samarbejdet. I hvert fald har man ikke hørt om sådanne emner fra kirkerne i de baltiske lande. Mig bekendt er der stadig stor modstand mod kvindelige præster i Letland. Det er den ene bekymring, man kan have i sagen. Eftersom der ikke blandt folkekirkens medlemmer nogensinde har været en gennemgribende drøftelse af, hvem der skulle kunne udtale sig eller træffe beslutninger på folkekirkens vegne, må meddelelsen om, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd på folkekirkens vegne har tiltrådt Porvoo-erklæringen, komme som en overraskelse.