Kirkeråd fravalgte bevidst folkelig debat

- Vi skal ikke spørge andre om lov, lyder forklaringen fra biskop om folkekirkens indtræden i stort kirkefællesskab

Dokumentet, som stammer fra Folkekirkens mellemkirkelige Råds hjemmeside, indeholder de fire punkter med forslag til en demokratisk proces, som blev afvist på et møde for nylig. -- Grafik: Ole Munk.
Dokumentet, som stammer fra Folkekirkens mellemkirkelige Råds hjemmeside, indeholder de fire punkter med forslag til en demokratisk proces, som blev afvist på et møde for nylig. -- Grafik: Ole Munk.

Kritikken regner ned over Folkekirkens mellemkirkelige Råd, der uden debat eller høringer forleden valgte at melde folkekirken ind i det såkaldte Porvoo-fællesskab, som tæller anglikanske og lutherske kirker i Europa. Ifølge kritikere modarbejder rådet den folkekirkelige skik at spørge kirkens medlemmer til råds, inden store beslutninger træffes. Det var tilfældet i 1995, da folkekirken efter en lang debat med høringssvar fra flere hundrede menighedsråd sagde nej til Porvoo-fællesskabet.

Det mellemkirkelige Råd overvejede også denne gang at lade menighedsråd og kirkelige organisationer diskutere indmeldelsen. På rådets hjemmeside finder man fire strategier for, hvordan beslutningen bedst kunne "sælges" i folkekirken. Rådet foreslår blandt andet at holde åbne debatmøder samt at opfordre Indre Mission, Grundtvigsk Forum, Præsteforeningen og Landsforeningen af menighedsråd til at svare på forslaget for at sikre, "at Det mellemkirkelige Råd får konkrete tilbagemeldinger at forholde sig til".

Men rådet droppede samtlige strategier, debatter og høringer og erklærede i stedet i en pressemeddelelse forleden, at folkekirken nu meldes ind i Porvoo.

Rådet orkede nemlig ikke at diskutere indmeldelsen på ny, lyder en del af forklaringen fra biskop og rådsmedlem Kresten Drejergaard.

– For så ville vi få en ny hysterisk debat, hvor Tidehverv igen ville komme på banen med skingre meninger, der ikke ville tjene noget formål. Den danske folkekirke blev desuden hørt sidste gang (1995, red.), og vi kender derfor deres forbehold over for den anglikanske kirke – nemlig at den anglikanske kirke ikke anerkendte kvindelige præster og biskopper og domprovsters ordination af præster. Men den anglikanske kirke har trukket sig på afgørende punkter, vi ikke før kunne acceptere, siger Kresten Drejergaard og tilføjer:

– Vil de enkelte sogne ikke være med, kan de bare lade være. Det er jo ikke en organisation, og der skal ikke betales medlemsbidrag.

Det mellemkirkelige Råd er netop valgt til at træffe beslutninger om samarbejde med andre kirkesamfund – uden først at skulle spørge hele den danske folkekirke om lov, understreger rådets formand, Paul Verner Skærved.

– Vi har ikke en kirkeforfatning, der siger, at vi skal spørge menighedsrådene eller stemme om den slags bestemmelser. Vi er en demokratisk gruppe valgt af menighedsrådene med repræsentanter fra samtlige stifter. Vi har snakket med biskopper og med repræsentanter fra samtlige stifter. Selvfølgelig kunne vi have drøftet beslutningen igen, men det har vi ikke ønsket. Det er vores opgave at tage beslutninger af den art, og det er det, vi har gjort, siger han og påpeger, at rådet siden 1995 har fulgt Porvoo-fællesskabets arbejde – bare ikke som fuldgyldigt medlem.

Beslutningen vækker harme og undren blandt teologer, præster og provster. I et debatindlæg i dagens Kristeligt Dagblad skriver Bodil Olesen, sognepræst ved Hornbæk Kirke, at beslutningen har gjort den demokratiske folkekirkes selvstyre til topstyre.

– Det forekommer mig dybt bekymrende, at hverken menighedsråd eller præster denne gang er blevet spurgt, skriver hun og slutter sig dermed til de seneste dages angreb på beslutningen, der ifølge kritikere er "kup ved højlys dag i folkekirken", "en skandale" og "brud på den demokratiske kultur".

Torsten Johannessen, formand for Grundtvigsk Forum og foredragsholder om folkekirke og demokrati, tilslutter sig kritikken og kalder rådets beslutning for "ufolkelig og provokerende".

– Særligt da det sker, efter at den samme beslutning blev bremset i 1995. Når nogen manifesterer dette synspunkt på folkekirkens vegne hen over folkekirkens medlemmer giver det naturligvis anledning til bekymring. Det svækker et frihedssyn, der er værd at kæmpe for, siger han.

Torsten Johannessen påpeger, at beslutninger som den, Det mellemkirkelige Råd har truffet, på sigt vil dræne kirken for det folkelige liv.

– Nu da beslutningen er truffet, vil jeg appellere til, at hvad man end udtaler på folkekirkens vegne forud bliver hørt og diskuteret i menighedsrådene. Det er traditionen i den danske folkekirke, og den er vigtig at fastholde. Får man som medlem af folkekirken følelsen af ikke at blive hørt i sådanne spørgsmål, svækkes det folkelige engagement i folkekirken, og så stivner kirken på sigt, siger han.

Tilbage i 1995 var det blandt andet den anglikanske kirkes syn på kvinder og opfattelsen af biskoppens rolle, der fik folkekirken til at sætte hælene i over for et samarbejde. På det tidspunkt anerkendte anglikanerne ikke kvindelige præster og biskopper. Og kirken mente, at man ved en særlig ceremoni kunne bevare en direkte linje fra apostlene på Jesu tid til kirkens nuværende biskopper – en praksis, som folkekirken skilte sig af med ved Reformationen. Ifølge folkekirkens repræsentant i Det Lutherske Verdensforbunds øverste ledelse, professor Niels Henrik Gregersen, har den danske folkekirke ikke længere noget at frygte ved et samarbejde.

– Anglikanske kirker har for længst indført kvindelige præster. Og allerede i Porvoo-dokumentet fra 1995 sagde man, at kirkens kontinuitet med apostlenes kirke ikke afhænger af den forestilling, at der skulle gå en direkte linje fra de første apostle til kirkernes nuværende biskopper, siger han.

johansen@kristeligt-dagblad.dk