I går åbnede højniveau-udgaven af klimatopmødet. Her ses klima- og energiminister Connie Hedegaard (K), statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), FN's generalsekretær, Ban Ki Moon, og FN's klimachef, Yvo de Boer, efter åbningsceremonien i går. --
- Henning Bagger/Scanpix.
Henrik Hoffmann-Hansen |
17. december 2009
Statsministeren har fået en ilddåb på klimatopmødet, og hans første præstationer baner næppe vejen for en international karriere som sin forgængers
Der gik et sug gennem pressecentret i Bella Center på Amager, da FN's klimachef, Yvo de Boer, i går annoncerede, at Connie Hedegaard (K) trak sig som formand for klimakonferencen.
Flere internationale medier nåede at gøre det til en historie om Hedegaards utilfredshed med mødets forløb og statsministeriets rolle.
I virkeligheden var der tale om en ren formalitet, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overtager formandskabet for at være på niveau med de cirka 119 statsledere, som nu deltager på "højniveau". Connie Hedegaard skal i stedet stå for de mere uofficielle forhandlinger bag scenen.
Lars Løkke Rasmussen fik allerede i de første minutter som formand sin sag for, da delegerede fra Kina, Brasilien, Sudan og Bolivia gik til angreb på den danske ledelse. Angiveligt skulle der eksistere et udkast til et slutdokument, som slet ikke respekterede det store arbejde, klimatopmødet selv har gjort.
Lars Løkke Rasmussen forsøgte at berolige de vrede delegerede og forsikrede, at Danmark fortsat står for et "åbent og transparent" lederskab. Danmark ville ikke komme med noget udspil, som dumpede ned fra himlen. Han fik dog også slået ret skarpt fast, at et formandskab har pligt til at handle, når topmødet er kørt fast.
Ifølge centrale kilder var for eksempel de kinesiske delegerede ved at falde ned af stolene over den hårde tone. Den rimer slet ikke med ånden i FN, hvor man hele tiden skal skabe kompromis og imødekomme alle.
Mistilliden til den danske statsminister står i skærende kontrast til den respekt, der omgiver Connie Hedegaard. Hendes årelange klimadiplomati, blandt andet med rejser til Grønland, har givet hende et stort netværk. Connie Hedegaard er stjernen på topmødet, mens Lars Løkke Rasmussen i cykelsprog er "vandbæreren". Han var åbenlyst utilpas ved de voldsomme verbale angreb fra salen, og han havde heller ikke helt let ved at finde rundt i de mange tekniske forkortelser i klimadebatten.
Når især de fattige lande ikke er trygge ved den danske statsminister, kan det hænge sammen med Statsministeriets hidtidige rolle i forhandlingerne. For eksempel blev der på et tidspunkt lækket et "dansk papir", som angiveligt skulle være udkast til et slutdokument. De fattige lande følte sig helt forbigået i papiret og blev rasende over lækagen.
Statsministeren forsøgte at nedtone betydningen af papiret. Tilbage stod imidlertid stadig indtrykket af den årelange strid mellem Statsministeriet og Klimaministeriet. Hvor Klimaministeriet har kæmpet for en meget ambitiøs klimaaftale, mens Statsministeriet har været mest optaget af, at ambitionerne ikke blev skruet så højt op, at det hele kunne ende i fiasko.
Lars Løkke Rasmussen har på topmødet fået en ilddåb i international politik. Det afgør ikke hans fremtidsmuligheder på de bonede gulve – hvis han som sin forgænger Anders Fogh Rasmussen (V) eller afgående klimaminister Connie Hedegaard en dag søger et internationalt topjob. Men hans første præstationer baner i hvert fald heller ikke vejen for det.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad