Beskedent afrikansk krav skaber intern splid

Klimatopmødet i København skulle have været gennembruddet for et enigt Afrika, der for første gang forhandlede i fællesskab og talte med en stemme over for resten af verden. Men den afrikanske gruppes topforhandler, den etiopiske premierminister Meles Zenawi, var ikke nået til ende i sin officielle tale til topmødets deltagere, før der var revner i enigheden.

– Det er ikke det, der er aftalt i den afrikanske gruppe, lød kommentarerne fra en række afrikanske delegerede i Bella Center, som ikke måtte udtale sig officielt, men dårligt kunne skjule deres mishag med Zenawis udspil.

Til dyb undren for delegerede fra andre afrikanske lande bad Zenawi om nogle beløb i klimastøtte til hele gruppen af u-lande, der ligger langt under, hvad Afrika tidligere har nævnt, og hvad der skønnes nødvendigt for, at de fattigste lande skal have en chance for at overleve klimaforandringerne. Zenawi foreslog, at de rige lande fra 2010 til 2013 årligt giver u-landene 50 milliarder kroner i støtte. Derefter øges beløbet gradvist og ligger på 250 milliarder kroner årligt fra 2015 til 2020. Efter 2020 skal der gives 500 milliarder kroner årligt.

Beløbene er en brøkdel af, hvad en række miljø- og udviklingsorganisationer har regnet sig frem til som nødvendigt, hvis u-landene skal have råd til både at tilpasse sig klimaændringerne og investere i moderne, energivenlig teknologi, som kan forhindre, at kontinentet på sigt kommer til at forurene lige så meget, som de industrialiserede lande har gjort hidtil. Britiske Oxfam mener, at der er brug for mindst 1000 milliarder kroner årligt fra 2020. Verdensnaturfonden WWF skønner på baggrund af en række EU-rapporter, at u-landene har behov for 825 milliarder kroner årligt allerede fra 2013. Afrikanske ledere inklusive Zenawi har tidligere ladet forstå, at det også var beløb i den størrelsesorden, de forestillede sig.