Brede grin og ægte humor

Michael Halskov nævner blandt andet, at vor revytradition siden ca. 1900 "har løsnet op for troen på autoriteter og kastet os ud i en nedrivning af betydning, der har gjort os til de ironikere, vi er i dag. Den underspillede humor har dybe rødder. Det, der får os til at smile, er, at vi hele tiden gør oprør mod enhver autoritet og søger efter nye grænser". Allerede her nævnes både ironi, underspillet humor og smil, som jo ikke er "brede danske grin", men andre måder at udtrykke sig på. Også ironi kan variere – fra det venlige til det bidende – og underspillet humor virker stundom stærkere end brede grin. Ved ironi og underspillet humor er der gerne noget mellem to eller flere mennesker, som brede grin mangler – en stiltiende indforståethed, der er sammenknyttende: Vi har noget sammen!

Ordet "humor" bruges faktisk

som overskrift for et meget bredt

spektrum af forskellige fænomener: Vitser og "practical jokes", komik og satire, lunhed og humoristisk sans, morskab og lattermildhed. Sædvanligvis tænker man sig, at det hænger sådan sammen:

Påvirkning: Der foreligger noget morsomt eller komisk.

Oplevelse: Man morer sig eller bliver fornøjet.

Reaktion: Man smiler, ler, griner eller "slår sig på lårene".

Men det er en meget grov forenkling, for der kan udmærket foreligge noget morsomt, uden at man morer sig – hvis man for eksempel er i dårligt humør, og man kan også more sig, selv om der ikke sker noget morsomt, for eksempel hvis man tænker på noget komisk. Ligeledes kan man smile og le, selv om man aldeles ikke morer sig, men for eksempel er flov eller genert, ligesom man kan more sig, uden at det giver sig til kende i smil eller grin. Hertil kommer, at denne opstilling slet ikke medregner tre vigtige sider af sagen:

Den ene er, hvad det egentligt er, der kendetegner det latterlige, det morsomme, det komiske, og det spørgsmål har man gjort sig tanker om lige siden den græske oldtid. En udbredt opfattelse er, at det, der får os til at more os og le, er, at andre kommer galt af sted, dummer sig eller fornedres: Andres ulykke er ikke at foragte! En anden opfattelse er, at det lattervækkende ligger i at stå over for noget, der rummer en kontrast eller uforligelighed – som for eksempel når Storm P's forhutlede landstrygere hedder Alkibiades, Perikles eller lignende.

Den anden side er, hvad det i grunden tjener til at le. Når folk i såkaldte lattergrupper mødes for at le – ikke ad noget som helst mere eller mindre morsomt, men blot for at få sig en lang, god latter, er grunden naturligvis, at det anses for at være sundt for sjæl og legeme. Men hvis vi ler ad nogen, der kommer galt af sted eller af en vittighed (hvor nogen for eksempel dummer sig) – er det så fordi, vi føler os selv ovenpå i forhold til dem? Her er nok en af årsagerne til, at nogle af kirkefædrene tog afstand fra komedier og anden morskab og hævdede, at Jesus og hans apostle aldrig lo, jf. Umberto Ecos "Rosens navn".

Den tredje oversete side af sagen er de personlige forskelle med hensyn til lattermildhed, humoristisk sans og humor i egentlig forstand. At nogle har lettere til smil og latter end andre, er vel klart for enhver. Talen om "ægte humor" eller "humor i egentlig forstand" er mindre kendt, men mindst lige så meget en dansk specialitet som "brede grin". Det var nemlig Søren Kierkegaard og senere Harald Høffding (i "Den store Humor"), der som de første talte om humor som livsanskuelse – som en måde at forholde sig på over for en selv, ens medmennesker og livet i det hele taget. En person med ægte humor er ikke en, der hele tiden ler og river vittigheder af sig. Det er snarere en, der ser på sig selv og andre med et overbærende, men varmt lille smil, en, der "ser det hele sådan lidt fra oven", en, der har "et glimt i øjet". Og denne ægte humor er ikke på nogen måde det modsatte af alvor. Tværtimod tager folk med ægte humor både sig selv, andre og livet alvorligt. Men de tager ikke sig selv højtideligt, for ægte humor er det modsatte af selvhøjtidelighed. Derfor er den uforenelig med stærke ideologiske for ikke at sige fundamentalistiske holdninger. Derfor er mennesker med ægte humor aldrig latterlige, hvad folk med alt for brede og dumme grin godt kan være. Og derfor svarer mange elever og studerende på spørgsmålet om, hvad der kendetegner en god lærer: Han eller hun skal være retfærdig og have humor!

Dette skulle gerne have belyst to ting. Den ene er, at begrebet "humor" spænder vidt, og at "humorforskning" derfor er et meget bredt og tværfagligt område. I den konference med cirka 150 deltagere fra 35 forskellige lande, der holdes på Danmarks Pædagogiske Universitet i begyndelsen af juli, deltager antropologer og sociologer, som blandt andet drøfter kultur- og kønsforskelle med hensyn til forskellige former for humor, og filosoffer og religionsforskere, som blandt andet er optaget af, om der er et modsætningsforhold mellem humor og religiøsitet. Litteratur- og sprogforskere er der mange af, for megen humor er jo led i sproglig kommunikation, og megen litteratur rummer humor. En del læger og psykiatere fremlægger blandt andet undersøgelser om, hvorvidt mennesker med humoristisk sans har større livskvalitet og kommer bedre gennem sygdomsperioder end folk uden megen humoristisk sans, og om det fremmer patienters helbredelse, hvis de får besøg af klovne eller gøglere – sådan som det sker på visse danske børneafdelinger. Endelig kommer en del psykologer og pædagoger, som blandt andet er interesseret i, hvordan folks større eller mindre grad af humoristisk sans hænger sammen med andre personlige egenskaber, og i, hvorledes humor kan spille en rolle i opdragelse og undervisning fra børnehave til voksenuddannelse.

Den anden ting er, at den respektløshed, grænsesøgning og skepsis over for autoriteter, som "det brede danske grin" ganske rigtigt kan siges at være udtryk for, nok bør granskes nærmere: Hvad er det, man vil ramme med sin latter, sit grin, sin satire? Hvad er hensigten nærmere bestemt? Er det selvhøjtidelighed og selvglæde snarere end alvor, der ligger bag grinet? – Men det er en anden historie.

Hans Vejleskov er tidligere professor ved Danmarks Lærerhøjskole/ Danmarks Pædagogiske Universitet

Læs kronikken i morgen: "Er der

religionsfrihed i Danmark?" af Peter

Lüchau, ph.d.-stipendiat ved Afdeling

for Religionshistorie på Københavns Universitet