Det skyldes blandt andet, at USA har vist i Irak og Afghanistan, at de ikke længere bare kan sætte deres vilje igennem. Og landets økonomiske krise har understreget, at de ikke nødvendigvis er eksemplet, der skal følges. EU har samtidig vist sig at være for splittet til at agere hurtigt og kraftfuldt på den internationale scene.

Tilbage står en verden med magten fordelt på mange hænder og på forskellige niveauer. En regionaliseret verden, hvor parterne melder sig ind og ud af slagsmålene alt efter deres interesser.

– Vi er vænnet til, at verden bøjer vores vej, men realiteterne er, at vi nu må strække os længere. Ikke bare i løsningen af klimaproblemerne, men på alle fronter, og det er en læringsproces, vi har tydeligvis ikke tilpasset os endnu, siger Ole Wæver.

Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke er to af de såkaldte ngo'er (ikke-statslige organisationer), som har været med i klimaforhandlingerne, og som har fulgt u-landenes opstigen fra mørket på tætteste hold. De har set landene vokse i selvtillid og styrke, set dem skabe et sammenhold stærkere end nogensinde og mærket den mangedoblede gennemslagskraft, de har opnået særligt de seneste 10 år. Den kommer især fra en langt stærkere økonomi i lande som Kina, Indien og Brasilien, forklarer international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach. Men også af en opsparet utilfredshed med årtiers brudte løfte og manglende bistandshjælp fra verdens rigeste lande.

– Mange af de interne krige og konflikter i Afrika er aftagende. Derfor ser vi lige nu lande som Nigeria, Etiopien og Sydafrika virkelig buldre frem både økonomisk og demokratisk. Og det har skabt grobunden for en langt bedre organisering, så Afrika i høj grad kan tale med én stemme, og den er kraftfuld, siger han.

Samme udvikling oplever forkvinde i Mellemfolkelig Samvirke, Trine Pertou Mach. Ikke bare Afrika rejser sig i det globale magtspil, de rigeste u-lande – Indien, Brasilien, Kina og Sydafrika – er også begyndt at samarbejde tæt og er kommet med deres eget, samlede udspil til klimatopmødet i København. Det betyder to nye spillere, der sidder ligeværdigt med ved bordet med USA og EU overfor. Og det er positivt.

– Vi er ved at være der, hvor i-landene er presset til at give efter på mange af de punkter, vi har skreget op om i årevis: Flere penge til u-landene, mindre udledning af CO2 i i-landene og en ordentlig teknologioverførsel. Man kan ikke længere komme uden om u-landene, siger Trine Pertou Mach.

På klimatopmødet i København er denne nye verdensorden måske nok mere retfærdig, men også temmelig tung at danse med. Forhandlingerne er blevet mere træge end håbet, og den store klimaaftale, der skulle tage det afgørende skridt frem imod en opbremsning af klimaforandringerne, er svær at få øje på. Et dårligt resultat kan blive svært at sluge – ikke bare for politikerne, siger Ole Wæver:

– Mange politikere er måske begyndt at indstille sig på, at verdensbilledet er skiftet, men det er den brede befolkning ikke. Inderst inde ved vi jo godt, at Asien og især Kina bliver verdens nye centrum, men vi fortrænger det, for det er endnu en ubehagelig sandhed.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk