Klodset indmeldelse. Lægfolk reduceret til nyttige idioter

Jeg hører til dem, der var imod medlemskab i 1995, og det har jeg ikke fortrudt, men jeg vil ikke på forhånd udelukke, at jeg (og andre med mig) kunne overbevises om, at den beslutning burde ændres.

Der er sket meget både i verden og i folkekirken siden da. Også i den anglikanske kirke, som blandt andet har åbnet adgang for kvinder til præstestillinger og anerkender ordinationer foretaget af kvindelige biskopper. Det vil sige, at nogle af hindringerne for et dansk medlemskab er fjernet. Men jeg ville unægtelig gerne have haft argumenterne for og imod præsenteret i stedet for at få en e-mail om, at vi var gennet ind i den store fold som andre umælende får.

TALEN OM ET MYNDIGT lægfolk, der deltager i debatten, og menighedsrådsmedlemmer, der tager medansvar også for kirkelige anliggender, er åbenbart kun noget, der hører hjemme i skåltaler. Når det kommer til stykket, har vi ikke godt af at høre noget om det, før beslutningen er truffet. Det er alligevel for højt. Vi fatter det ikke.

Og så har man den taktløshed at skrive i pressemeddelelsen, at den danske folkekirke kan bidrage til fællesskabet med sin "uformelle og demokratiske kultur". For mig at se er den valgte fremgangsmåde ikke udpræget demokratisk, og det ærgrer mig, at man har valgt at være så lukket.

Susanne Fabritius de Tengnagel støtter ganske vist i Kristeligt Dagblad den 15. december indmeldelsen med henvisning til, at vi har fået stiftsråd, som udpeger medlemmer til folkekirkens mellemkirkelige råd. Men det argument holder ikke, for denne udpegning har endnu ikke fundet sted. Det er det gamle snart afgående mellemkirkelige råd, der har stået for indmeldelsen, og ingen stiftsråd har mig bekendt haft mulighed for at drøfte sagen.